Dagbladet Skjern-Tarm 21 november 2005, 1 . sektion side 5
Konstituering nu afsluttet i den ny storkommune
Af Poul Osmundsen
RINGKØBING-SKJERN: Konstitueringen i den ny storkommune er nu helt på plads, og de betydende poster fordelt.
Selve valgaften kom der navne på de fleste poster i det ny byråd, der jo det første år "kun" er et "sammenlægningsudvalg".
Torben Nørregaard (V) bliver formand og borgmester, Bent Dyrvig (V) formand for børne- og familieudvalget, Iver Enevoldsen (V) for teknik og miljøudvalget, Kr. Ahle Jensen for kultur- og fritidsudvalget og beskæftigelsesudvalget får Niels Chr. Poulsen (V) som formand. 1. viceborgmester bliver Kent Skaanning (V).
Nu har Socialdemokraterne fordelt "deres" poster, og helt som forventet bliver det Niels Rasmussen, der får posten som formand for social- og sundhedsudvalget. Han bliver desuden 2. næstformand i sammenlægningsudvalget, hvilket altså vil sige 2. viceborgmester.
Ringkjøbing Amts Dagblad 16 november 2005, 1 . sektion side 4
Socialdemokraternes hold i Ringkøbing-Skjern Kommune favner bredt. Både når det gælder køn, alder og baggrund inden for politik.
Niels Rasmussen bor i Tarm og har i 16 år siddet i kommunalbestyrelsen i Egvad, hvoraf de fire år har været som formand for teknik og miljø. Han er 49 år, uddannet lærer og har siden 1994 været folketingskandidat. Syv gange har han været i Folketinget som stedfortræder.
Nummer to på listen, Marianne Kamp Knudsen fra Ringkøbing, har været folketingskandidat siden 1993 og med i Ringkøbing Byråd siden 1998. Hun er 44 år, social- og sundhedsassistent og har diverse tillidsposter.
Mens de to første har stor erfaring, er 35-årige Lene D. Nørlund fra Skjern et mere ubeskrevet blad. Hun er leder af Holmbohjemmet i Kloster, men taburetten i Ringkøbing-Skjern Kommunes byråd bliver den første politiske af slagsen.
Karsten Sørensen fra Videbæk er 49 år gammel og har været medlem af kommunalbestyrelsen i Videbæk siden 1998. Han er lærer, og i Videbæk Kommune er han medlem af Det Sociale Udvalg.
Endelig er der Børge Sommer fra Ringkøbing, der har otte års erfaring med kommunalpolitik. I dag er han 2. viceborgmester i Ringkøbing Kommune, og mange vil kende ham fra hans arbejde som embedslæge. Børge Sommer er 59 år, og dermed alderspræsident på det socialdemokratiske hold.
Dagbladet Skjern-Tarm 12 november 2005, 1 . sektion side 8
Født 11. november 1956
Skorpion
Niels får svært ved at manøvrere i 2006. Så det vil blive en streng tid, han går i møde, hvis han bliver valgt. Heldigvis har han viljen til at komme igennem selv de trængeste tider. Der vil dog være en pris, der skal betales for ham og partiet, hvis han vil trumfe tingene igennem.
Realistisk set så har han større chancer for at blive borgmester til næste valg. Og han vil også kunne gøre et bedre job i den stilling efter næste valg, når sammenlægningen er ovre.
Niels er egentligt udadrettet, men hans vilje kommer dybt indefra. Han er et meget socialt menneske, der dog har brug for sin privatsfære. Men når han får det, er han en meget social person og en person, som folk kan stole på. Og så har han et økonomisk tæft, der af de fire kandidater kun overgås af Jørgen.
Hans største minus er, at han har nogle meget stærke spændinger i 2006, der vil lægge store hindringer i vejen. Og her kan hans store vilje komme til at slå tilbage på ham selv og gøre, at der er nogle valgløfter, der må ædes.
Hans største plus er hans seje jernvilje. Specielt på det lange stræk formår han at køre de andre trætte. Niels er typen, der, billedligt talt, kan klare sig igennem muren i et maratonløb.
Karl Aage Jensens gæt:
Niels bliver nummer 3, men han er meget tæt på Ole.
Dagbladet Skjern-Tarm 12 november 2005, 1 . sektion side 8
.. mest troværdig og ærlig? Torben Nørregaard.
Normalt kan man tro på dem alle fire, men set på det første år, så er det Torben Nørregaard, der vinder på troværdighed.
... mest slagkraftig?
Niels Rasmussen.
Her er det ikke Torben Nørregaard, men Ole Iversen og Niels Rasmussen, der er stærkest. De risikerer dog, at det blive bagslagkraft. For de er så meget fremme i skoene, at de kan risikere, at det kan ramme dem selv. Specielt Niels skal derfor passe på, hvordan han manøvrerer.
... mest analytisk og har de bedste oratoriske evner? Ole Iversen.
Intellekt og veltalenhed hænger tæt sammen. Ser man på disse områder, så står Ole Iversen og Niels Rasmussen bedst. Dog med en lille fordel til Ole Iversen, der virkeligt evner at kommunikere sine planer ud.
Dagbladet Skjern-Tarm 08 november 2005, 1 . sektion side 4
Forslag om et turismeuniversitet på Klitten
RINGKØBING-SKJERN: - Vores svage punkt er mangel på højere uddannelser i området. Vi er i det amt, der har mest landbrug, mest industri og mest bygge- og anlæg. Hvor stor en indsats vil I gøre i partierne for at få uddannelser flyttet ud.
Spurgte Jørgen Mathiasen de otte kandidater til byrådsvalget den 15. november, der havde stillet sig til rådighed på Dagbladets vælgermøde i ROFI-Centret mandag aften.
Jørgen Iversen kom med et direkte forslag:
- Hvorfor ikke et turisme-universitet på Klitten?
Herluf Mørch, Kristendemokraterne, mener, at man i det midtvestjyske skal stå sammen om at få landbrugsrelaterede uddannelser til området. Hvorfor skal mejeriernes forskningscenter ikke ligge i Videbæk? Vindteknologien flyttes fra Risø, forskning i bølgeenergi og biomasse hertil.
- Der er en masse at tage fat på, sagde han.
Niels Rasmussen (S) så gerne, at turistuddannelsen kommer ind på de ungdomsuddannelser, området har i forvejen.
- Det er op ad bakke at snakke med københavnerne om at flytte uddannelser, skal jeg hilse at sige. Det er også svært at tale med Herning og Holstebro, hvis vi ønsker noget til Ringkøbing-Skjern. Men der må vi forlange, at skal vi bakke op om de to nævnte byer, skal de også stå bag vore ønsker.
Peder Sørensen (SF) gav ham ret i, at her har områdets befolkning en fælles kamp at kæmpe for at få uddannelser til området.
- Det kræver en kæmpe indsats, sagde Peder Sørensen.
Efteruddannelse
Peter Vinter, Det Radikale Venstre, troede nu ikke på et universitet:
- Vi kan godt tale om det på sigt, men det bliver i hvert fald ikke i min tid.
Han så hellere, at man satser på at uddanne de borgere, der allerede bor i området.
- Vi har undervisnings-faciliteterne, men de savner ressourcer. Der mangler uddannede faglærte, så det må vi tage fat på, sagde den radikale spidskandidat.
Peder Sørensen (SF):
- Et turismeuniversitet har vores opbakning.
Niels Rasmussen:
- Skal vi trække højere uddannelser hertil, skal vi have hjælp fra Holstebro og Herning, og måske Grenå, som også har sine interesser.
Ringkjøbing Amts Dagblad 07 november 2005, 1 . sektion side 7
Esben Lunde Larsen og Niels Rasmussen diskuterede - og kastede med mudder
Af Peter Bang Overby
SKJERN: De 35 tilhørere er lige så bredt sammensatte som farverne på det abstrakte maleri, der hænger på endevæggen.
Der er vælgermøde mellem to byrådskandidater og temaet er integration. Og meget passende er mødet placeret i kantinen på Sprogcenter Syd i Skjern, hvor flygtninge og indvandrere lærer dansk. I centrum for debatten er Esben Lunde Larsen og Niels Rasmussen, byrådskandidater for henholdsvis Venstre og Socialdemokraterne til den kommende Ringkøbing-Skjern Kommune. Og de to parter er oppe på mærkerne for at diskutere og køre på hinanden.
- Desværre har vi en regering, der har skabt meget mere ulighed og et større skel mellem indvandrere og danskere. Vi har alle set, hvad der foregår i Paris i øjeblikket. Jeg kunne godt være bange for, at der kunne ske noget lignende i Danmark, hvis uligheden fortsætter, siger Niels Rasmussen. Hos flere af de cirka 35 tilhørere bliver der nikket og mumlet sagte ja'er. Esben Lunde Larsen ryster på hovedet.
- Det er selvfølgelig ikke rigtigt, at regeringen har skabt mere ulighed.
- Jo, afbryder Niels Rasmussen.
Esben Lunde Larsen smiler og fortsætter sit svar. Han taler om en fejlslagen integrationspolitik under den socialdemokratiske regering.
Ind i mellem nyrestødene til hinandens respektive partier bliver der også plads til en god dialog med tilhørerne, der er flittige til at stille spørgsmål. Blandt andet om Tyrkiets optagelse i EU og socialdemokraternes rolle i et kommende integrationsforlig.
Niels Rasmusen glædede sig efterfølgende over mødet i de nye danskeres eget miljø.
- Det var et godt møde, og det var spændende at høre deres tanker om inspiration. Der var selvfølgelig også nogle politiske drillerier, men sådan skal det jo være.
Dagbladet Skjern-Tarm 05 november 2005, 1 . sektion side 14
Direktøren for Skjern Kulturcenter delte billetter ud til julekoncert - for det skal ikke hedde sig
- Jeg skal vise jer, skal jeg, besluttede direktøren for Skjern Kulturcenter, K. E. Kristensen, da han i Dagbladet læste udtalelser af de to borgmesterkandidater, Niels Rasmussen (S) og Torben Nørregaard (V).
De mente, at man skal finde et andet sted end Kulturcentret til lidt større arrangementer, når Grene Scenen bliver for lille.
Lige inde ved siden af Grene Scenen har K. E. Kristensen Skjern Bank Arena, der kan rumme 2500 publikummer.
Scenen kan flyttes rundt i dobbelthallen, så den kan tage et hvilket som helst arrangement.
Så derfor besluttede K. E. sig at vise de to politikere, hvad kulturcentret kan præstere.
Til vælgermødet på Grene Scenen fik Niels Rasmussen overrakt to billetter til julekoncerten i Skjern, hvor der allerede er solgt 1300 billetter. Til vælgermødet på Vestergaards Hotel i Videbæk fik Torben Nørregaard også to billetter.
- Jeg skal vise dem, at vi kan feste i Skjern, forklarer K. E. Kristensen. Samtidig lover han at følge nøje med i, at de to kommunale toppolitikere også dukker op til julekoncerten fredag den 2. december.
Dagbladet Skjern-Tarm 31 oktober 2005, 1 . sektion side 4
En grundskyld på 20 promille som i Holmsland vil betyde en personskat på 19,3 procent og 30 millioner fremmede kroner i kassen
RINGKØBING-SKJERN: Fremmede skatteydere kommer til at betale 30 millioner kroner til kommunekassen i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvis det nyvalgte byråd beslutter at benytte modellen for Holmsland med en grundskyld på 20 promille.
Det betyder, at skatten i den ny fjordkommune kan sættes til 19,3 procent, så alle andre end folkene på Klitten kan se frem til skattenedsættelser.
Beregningerne er foretaget af Indenrigsministeriet for de fem kommuner, så de har noget at tage stilling til, når de skal fastlægge den ny økonomiske struktur.
Sværvægter
Disse tal viser, at Ringkøbing-Skjern Kommune bliver en turistmæssig sværvægter på det ny Danmarks-kort. Ikke alene har området 36 procent af alle turistovernatninger i den ny region Midtjylland, men også over 10.000 sommerhuse, hvor af hovedparten ejes af andre kommuners borgere. Det betyder netop de ekstra mange fremmede penge i kassen, hvis grundskyldes hæves.
Hjerteblod
Men netop grundskylden er traditionel hjerteblod for Venste, da partiet i hvert fald tidligere har været principielt imod den form for beskatning, fordi den pålægges landbrugsjord - altså produktionsmidler. Men landbrugsjord har en lovgivningsmæssig beskyttelse, der betyder at grundskylden på disse arealer højst kan blive 12 promille. Desuden er grundskatterne på landbrugsjord fradragsberettigede og kan gemmes for år til år, hvis indkomsterne skulle svigte.
Venstres borgmesterkandidat, Torben Nørregaard, Videbæk, har ikke tidligere villet udtalte sig om sagen, mens Socialdemokraternes topkandidat, Niels Rasmussen, har meldt klar ud.
- Vi skal hæve grundskylden og sætte personskatten ned, har han tidligere udtrykt det.
Grundskyld og personskat kan således blive et hedt emne, når Dagbladet kalder til vælgermøde på Sømandshjemmet i Hvide Sande tirsdag aften.
Ringkjøbing Amts Dagblad 29 oktober 2005, 1 . sektion side 11
Af Lena Jeppesen
- Per, jeg troede, du stillede op for Venstre til kommunevalget i Ringkøbing-Skjern?
- Det gør jeg da også.
- Jamen, du kører jo rundt med en streamer i bagruden på din bil og reklamerer for den socialdemokratiske borgmesterkandidat Niels Rasmussen...
At det forholder sig sådan, hverken kan eller vil Venstres byrådsmedlem og -kandidat Per Hoffmann, Hoven, løbe fra. Det ville også være svært.
For hans Venstre-blå bil prydes ganske rigtigt at en ræverød streamer med teksten "Niels-Rasmussen.dk - din borgmesterkandidat" og byrådskollegaens smilende kontrafej.
Men det skyldes ikke, at Per Hoffmann har skiftet parti midt under valgkampen. Forklaringen - som han må give til undrende vælgere op til flere gange om dagen - er et tabt væddemål.
Væddemålet
Det blev indgået ved et møde på rådhuset i Tarm, hvor byrådspolitikerne drøftede, om miljøministeriet fortsat vil nægte Egvad Kommune tilladelse til at bygge det planlagte Skjern Å Butiks- og Oplevelsescenter nord for Tarm.
- Jeg vil vædde på, vi får lov. Men skulle en borgerlig regering virkelig sige nej til et projekt, hvor en privat mand vil investere millioner til gavn for hele egnen, ja så vil jeg dænnemand melde mig ind i Socialdemokratiet, erklærede Per Hofmann.
- Top!, lød det straks fra Niels Rasmussen.
Nogle uger senere modtog kommunen et nyt ministerielt nej til projektet. Men i modsætning til visse Venstre-ministre er Per Hoffman ikke en mand, der trækker sine ord i sig og holder kæft med tilbagevirkende kraft.
Han tilbød straks at tegne medlemskort i Socialdemokratiet hos Niels Rasmussen, der dog ikke ville have på sin samvittighed, at Per Hofmann skulle melde sig ud af det parti, han stiller op for og - trods alt - stadig bekender sig til.
Men gælden skulle jo betales. Så i stedet tilbød Venstre-manden at reklamere for sin politiske modstander under valgkampen.
- Det var det hele værd at se forbløffelsen i Niels' ansigt, da jeg for et par uger siden kom og bad om en socialdemokratisk valgstreamer til min bil, siger den ordholdne Per Hofmann.
Niels Rasmussen er naturligvis rigtig glad for den gratis reklame, som dog ifølge Hoffmann også gavner Venstre. For han må gang på gang forklare vælgerne om væddemålet og kan så samtidig slå et slag for sit partis politik.
- Og så står der jo altså på streameren, at Niels Rasmussen er din borgmesterkandidat - ikke min. Væddemålet omfatter nemlig ikke, at jeg skal stemme på Niels ved valgdagen, griner Per Hoffmann.
JydskeVestkysten Billund 27 oktober 2005, Tæt på side 14
Valgkamp: Socialdemokrater vil samle partier i fælles angreb på Venstre. Niels Rasmussen satser på et bredt forlig om borgmesterpost og formandskab for rækken af udvalg.
Af Poul Bülow tlf. 7211 4426, pob@jv.dk
FJORDKOMMUNE: De står alene, men tror alligevel på at partiet om 18 dage får borgmesterposten i den nye Ringkøbing-Skjern Kommune.
Socialdemokraterne er tændte og klar til kamp med et omfattende arbejdsprogram, som blev præsenteret i går - blot et stenkast fra borgmesterkontoret i den nye kommune.
Fælles front
- Det gælder om, at Venstre ikke opnår 50,1 procent af stemmerne, siger Niels Rasmussen, Tarm, der er Socialdemokraternes bud på borgmesterposten.
- Hvis Venstre, der er uden et partiprogram, opnår flertal, vil de sætte sig på magten for at undgå uro i egne rækker, siger Niels Rasmussen, der venter at kunne samle spektret af partier fra konservative til enhedslisten bag en aftale om at besætte borgmesterposten og formandskaber for rækken af udvalg.
- Flere mindre partier har tilkendegivet, at de er parate til at forhandle sammensætning af den nye ledelse med os, siger Niels Rasmussen:
- Det handler om, at vi får et nyt lederskab i den nye kommune, og vi er klar til at sætte os i spidsen for et bredt samarbejde, der også gerne må omfatte dele af Venstre.
- Vi er klar til at træffe nødvendige og måske ikke altid populære politiske beslutninger, understreger Socialdemokraternes borgmesterkandidat.
V håner vælgere
- Mens vi fremlægger et omfattende og detaljeret program for, hvad vi vil, ser vi Venstre rykke ud med et par forblommede vendinger, siger Niels Rasmussen og fastslår:
- Venstre læner sig tilbage i ophøjet idyl og går til valg uden et program.
Fakta
Holdet på liste A
Socialdemokraterne i den kommende Ringkøbing-Skjern Kommune opstiller på én liste, der tæller 21 personer. Borgmesterkandidat Den 48-årige Niels Rasmussen, Tarm, er partiets spidskandidat. Han er i dag medlem af Egvad Byråd.
JydskeVestkysten Varde 27 oktober 2005, Tæt på side 10
Valgprogram: Skatten på lønninger skal sættes ned, og der skal bruges flere penge på udvikling af undervisning af børn og unge
Af Poul Bülow tlf. 7211 4426, pob@jv.dk
FJORDKOMMUNE: Skat og skoler bliver genstand for hede debatter i valgkampen.
I går spillede Socialdemokraterne ud, og de lægger ikke skjul på, at de vil arbejde for, at skatten på lønindtægter sættes ned.
- Med cirka 30 millioner kroner, svarende til mellem én og to skatteprocent, forklarer byrådskandidat Karsten Sørensen, der i dag er medlem af Videbæk Byråd.
Pengene til en skattelettelse skal komme fra større ejendomsskatter i de fire kommuner, som, ifølge Socialdemokraterne, skal op på en ejendomsskat, der i dag opkræves i Holmsland Kommune.
- Her er ejendomsskatten 20 promille, men hvis vi går til lovens maksimum, der er 24 promille, bliver der penge til en skattelettelse og udvikling af en række områder, siger Socialdemokraternes borgmesterkandidat Niels Rasmussen.
Partiet understreger, at omlægning af skatten til Holmsland Kommunes niveau for grundskyld skal bruges til at lette skatten på lønindkomster.
- En harmonisering af skatten betyder, at ejere af fritidshuse kommer til at betale deres fair andel af kommunens udgifter, understreger Niels Rasmussen.
Stort råderum
- Opgaven består i at få økonomien i den nye Ringkøbing-Skjern Kommune til at hænge sammen, og for at det kan lade sig gøre, vil vi skabe et råderum på 100 millioner kroner, forklarer Karsten Sørensen, der er talsmand for partiets økonomiske program.
- I den nye kommune bliver der mulighed for at rationalisere, men det skal ske med skyldig respekt for de ansatte. Vi vil garantere, at rationalisering kun sker i forbindelse med naturlig afgang, siger byrådskandidat Poul Skovsted, der i dag også er medlem af Ringkøbing Byråd.
Partiet vil bruge gevinsten ved rationalisering på uddannelse af børn og unge.
- Uddannelse må godt koste flere penge, siger byrådsmedlem og kandidat Marianne Kamp Knudsen, Ringkøbing:
Ringkjøbing Amts Dagblad 27 oktober 2005, 1 . sektion side 7
Socialdemokraterne præsenterede sit valgprogram på Cafe Kræs onsdag eftermiddag
Af Poul Osmundsen
- Vi vil vælte Venstre!
Sådan lød det sejrssikker fra Socialdemokraternes borgmesterkandidat, Niels Rasmussen, da liste A i Ringkøbing-Skjern Kommune i går præsenterede sit valgprogram på Café Kræs i Ringkøbing.
Og deres spidskandidat har noget at have sin optimisme i, mener Socialdemokraterne.
- Det er måske lidt optimistisk at sigte mod borgmesterstolen. Men alle andre partier end Venstre er indstillet på at pege på en anden borgmesterkandidat end Venstres, og jeg er villig til at stille mig i spidsen. I det nye byråd hedder det samarbejde, samarbejde, samarbejde, sagde Niels Rasmussen.
I det hele taget langede han ud efter Venstre og især Venstres valgprogram, som efter hans mening blot indeholder nogle luftige overskrifter.
- Det er udtryk for en hån og en arrogance over for vælgerne, når Venstre lægger så tyndt et valgprogram frem, sagde han.
Tredelt skole
På mødet i Café Kræs fremlagde Socialdemokraterne så deres program, og det er anderledes fyldigt og detaljeret, mente Niels Rasmussen.
Øverst på listen står et ønske om at sørge for, at folkeskolen får bedre vilkår, og at skolestrukturen ændres, så den "bliver mere hensigtsmæssig". Socialdemokraterne mener, at man godt kan sætte flere penge af til den kage, der hedder folkeskolen.
Byrådskandidat Marianne Kamp Knudsen afviste dog at sætte tal på mulige skolelukninger.
- Vi kan ikke vide, hvor mange skoler, vi skal have, sagde hun.
Men hun pegede på, at partiet går ind for den tredelte skole med en inddeling, der går frai 0. til 3. klasetrin, 4. til 6. og 7. til 9. klassetrin.
- Det er ikke et mål i sig selv at lukke skoler, men det kan være, vi bliver nødt til det, sagde byrådskandidat Poul Skovsted.
Kulturområdet
På kulturområdet skal der nedsættes et selvstændigt politisk udvalg, der kun beskæftiger sig med kultur og fritids, sagde byrådskandidat Lizzie Bøggild, der også gerne vil have plads til "fyrtårne" på det kulturelle område.
På det økonomiske område indrømmede byrådskandidat Karsten Sørensen, at det "ser lidt presset ud".
- Vi har ikke det råderum på de 100 millioner kroner fra dag ét, som vi gerne ville have. Det skal vi skaffe os for at få den fulde økonomiske frihed.
Når det drejer sig om skattepolitikken, går Socialdemokraterne ind for at sætte grundskylden så højt som muligt for til gengæld at kunne nedsætte personskatten.
- Hvorfor ikke lade folk ude fra lægge penge i kommunekassen, spurgte han.
Byrådskandidat Lene Nørlund slog på, at på ældreområdet skal alle, der har behov, sikres hjælp.
- Vi skal også turde satse på forebyggelse, sagde hun.
polobergske.dk
Ringkjøbing Amts Dagblad 26 oktober 2005, 1 . sektion side 4
Spidskandidater forventer, at "kultur-lagkagen" forbliver af samme størrelse som nu i den nye storkommune
RINGKØBING-SKJERN: Vi skal have nogle kulturelle "fyrtårne " i den nye Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det fastslår to af rivalerne til posten som borgmester i storkommunen, Torben Nørregaard (V) fra Videbæk og Niels Rasmussen (S) fra Tarm.
De har dog ikke megen lyst til at afsløre deres holdning til det mest sprængfarlige emne på kulturområdet, som et nyvalgt byråd kommer til at stå over for:
Ringkøbing byråds beslutning om at sætte 30 millioner kroner af til at flytte svømmehallen til ROFI-Centret.
- Ringkøbings svømmehalsproblematik kender jeg fra dagspressen, og jeg forholder mig selvfølgelig ikke til den på nuværende tidspunkt, fordi jeg ikke er tilstrækkelig inde i sagen, siger Torben Nørregaard.
- Men det er helt sikkert, at svømmehallerne rundt om i vore kommuner vil indgå som en temadrøftelse i det nye sammenlægningsudvalg.
Niels Rasmussen er positiv over for at samle idrætten i Ringkøbing ved ROFI-Centret. Det vil gøre ROFI til et sted med et godt tilbud, mener han.
Ringkøbing har også planer om at skabe et nyt kulturcenter til et trecifret millionbeløb.
- Der er nogle meget spændende perspektiver i kulturcenterplanerne, som Ringkøbing Kommune har lagt frem, og jeg synes også, det er noget, man bør søge realiseret inden for en ganske kort tid, siger Niels Rasmussen.
- Det er måske ikke det hele, der skal komme på en gang, men jeg synes, der er mange elementer, der virkelig kan blive et fyrtårn for den nye Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Vi skal se på, om vi skal have nogle specielt høje fyrtårne, eller om vi skal have nogle ensartede hele vejen rundt. I visse tilfælde skal vi selvfølgelig stile efter, at vi har nogle rigtig flotte fyrtårne, siger Torben Nørregaard.
Han understreger dog, at man ikke kan have den samme slags "fyrtårne" i alle fem hovedbyer i den nye storkommuner.
- Vi må sprede dem, fastslår han, og tilføjer, at "vi kan jo heller ikke satse på elitehåndbold i alle fem byer".
- Tager vi kulturområdet, fungerer Greene-scenen for eksempel udmærket. Men gælder det større arrangementer, vil det optimale nok være et større sted. Vi kan godt have kulturcentre i både Skjern og Ringkøbing, men de får nok ikke det samme indhold, mener han.
Niels Rasmussen er enig. Storkommunen mangler en teatersal, der er større end Greene-scenen.
- Når vi siger "fyrtårne", kan vi jo ikke have alt i hver by. Vi må bruge 2006 til at finde ud af, hvad vi vil satse på, og hvor det skal være. Det er væsentligt, at vi ikke "klatter" pengene ud. Gør vi det, bliver der ikke råd til fyrtårne.
Lagkagen
Hvad angår "lagkagen" - det beløb, der i dag er afsat til kulturområdet, mener begge spidskandidaterne, at det også er det niveau, udgifterne kommer til at ligge på i fremtiden.
- Men jeg vil gerne være med til at skabe et råderum, og jeg tror på, vi kan få frigjort nogle midler til det, der er lidt "sjovere", siger Niels Rasmussen.
Torben Nørregaard understreger, at for ham drejer det sig om at undgå sognepolitik.
- Vi bliver Danmarks største kommune. Jeg tror, der skal mere koncentration til om byerne end før, siger han.
- Der er behov for, at de 29 nyvalgte politikere kan se det hele fra oven, siger Niels Rasmussen, der lige som Torben Nørregaard advarer mod "sognepolitik".
Derfor bliver 2006 så afgørende et år.
- I 2006 skal vi hurtigt træffe beslutninger om, hvad vi vil. Ellers er jeg bange for, at vi hurtigt falder tilbage til sognepolitikken, siger Niels Rasmussen.
JydskeVestkysten Billund 25 oktober 2005, 2 . sektion side 13
Opstilling: 117 kandidater på ti lister klar til valget om tre uger.
Af Poul Bülow Tlf. 7211 4426, pob@jv.dk
FJORDKOMMUNE: Flertallet af de 117 kandidater, der stiller op til kommunevalget 15. november, er mænd i deres bedste alder.
Den konservative liste og Dansk Folkepartis liste tæller udelukkende mænd i 50-års alderen.
Venstre, der stiller op på fem lister og forventes at blive valgets topscorer, har blot otte kvinder opstillet blandt de 35 kandidater, hvilket svarer til en kvindelig deltagelse på næsten 23 procent.
På den socialdemokratiske liste er hver tredje kandidat en kvinde blandt de 21 kandidater. Partiets spidskandidat, Niels Rasmussen, Tarm, er blandt de yngste partiledere, men trækker gennemsnitsalderen op inden valget, idet han 11. november fylder 48 år - og 48 år er i øvrigt også gennemsnit for de øvrige kandidater.
Den radikale spidskandidat, Jan Holm Rasmussen, Ringkøbing, er 55 år, mens de syv øvrige kandidater, blandt disse to kvinder, i gennemsnit er 50 år.
Mande-listen fra de konservative har 50-årige Ole Iversen, Skjern, på førstepladsen, og de øvrige 16 kandidater har en gennemsnitsalder på 49 år.
Ene mand og 56 år gammel stiller Hans Nikolajsen, Lyne, op for Centrum-Demokraterne.
SF har den 46-årige Peder Sørensen, Ringkøbing, i spidsen for en liste på i alt otte personer, hvor gennemsnitsalderen er 34 år. Partiet opstiller i øvrigt to kvinder.
Alderspræsident
64-årige Jørgen Andersen er alderspræsident og spidskandidat på Kristendemokraternes liste, der i alt tæller 20 personer, heraf seks kvinder, og den gennemsnitlige alder er 50 år.
Kommunelisten, der får betegnelsen liste L, scorer i procent det højeste antal kvinder på listen, idet listen tæller to personer, hvor 54-årige Karen Hindø er på førstepladsen.
Dansk Folkeparti stiller tre mænd, og har Ejner Højmark, 62 år, som spidskandidat.
Få V-kvinder
58-årig borgmester Torben Nørregaard, Videbæk, er Venstres kandidat til borgmesterposten fra en liste, der tæller otte kandidater, hvoraf én kvinde. Også Venstre i Egvad, der stiller seks kandidater, opstiller én kvinde.
Borgmester Iver Enevoldsen er på førstepladsen for Venstres Holmsland-liste, og han er blot 54 år blandt fire kandidater, hvor de tre er 60-årige.
Flest kvinder stiller Venstre i Skjern, der har tre kvinder blandt de otte kandidater med 52-årige Bent Dyrvig i spidsen.
Venstres spidskandidat i Ringkøbing er 42-årige Niels Chr. Poulsen mens de øvrige otte kandidater, heraf to kvinder, i gennemsnit er 51 år.
Yngste liste
Yngste spidskandidat blandt de ti partiledere er Jonas Holm Klange, Rindum, der opstiller på Enhedslisten.
De 20-årige Jonas Klange opstiller sammen med 43-årige Mikkel Jensen, og har dermed lavest gennemsnitsalder, når der ses på de opstillede lister.
Fakta
Valgforbund
Det mislykkedes for Socialdemokraterne at indgå listeforbund, idet SF går i listeforbund med Enhedslisten.
De fem Venstre-lister har indgået valgforbund med Dansk Folkeparti.
Der er indgået et valgforbund med deltagelse af Det Radikale Venstre, de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristendemokraterne og Kommunelisten
Indlæg i medlemsbladet Rosen: