Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Power-to-X anlæg er løgn og latin

Skrevet d. 24-09-2021 |
Rss-feed
Niels Rasmussen, byrådskandidat for SF, Svinget 8, Tarm:
Der er mening i at etablere 270 meter høje testmøller, men det kan diskuteres, om de bør placeres i Lem Kær. At der også kommer solceller, er udtryk for et cowboymarked, hvor det gælder om først at få fingre i tilladelser. Men at man placerer et elektrolyseanlæg, et såkaldt Power-to-X anlæg ude midt i ingenting, langt væk fra varmeforbrugerne, skriger nærmest til himlen.
Nej, ordene kommer ikke fra mig. Det er i korte træk resumeet fra de udtalelser, som professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathisen, kom med under et interview i DR P1 Orientering den 3. juni i år. Oplysninger, som Ringkøbing-Skjern Kommune ifølge radioindslaget kunne have fået på førstehånd, hvis de havde taget imod et tilbud fra Brian Vad Mathisen.
Men ingen af de partier, som forleden stemte for vindmøller i Lem Kær og solceller i Gestenge, har åbenbart haft lyst til at høre sandheden om kommunens energipolitik. En energipolitik, som ikke har en pind at gøre med grøn omstilling, men som udelukkende handler om at fylde endnu mere fløde i skålen til den fede kat, i dette tilfælde nogle i forvejen velbjærgede vindmølle- og solcellekonger samt en stribe grådige lodsejere, der kan tjene flere penge på at plastre deres marker til med møller og solceller, end de kan på at dyrke afgrøder.
Brian Vad Mathiesen blev af DR bedt om at forholde sig til planerne for Lem Kær. Her har vindmøllegiganten Vestas med trusler om udflytning af arbejdspladser som bekendt allerede gennemtrumfet tilladelser til 8 ekstrem høje vindmøller og Vestas og koncernens samarbejdspartnere får givetvis får lov til også at opstille solceller samt et Power-2-X anlæg, hvor overskudsstrøm fra vindmøllerne omdannes til brint.
Det giver en vis mening, at man gerne vil teste nye havvindmøller på land, og så kan det ifølge energiprofessoren så diskuteres, om Lem Kær er den mest egnede placering. Derimod advarer han ligefrem om, at vi er i gang med at opføre mange flere solcelleparker, end der vil være brug for om 15-20 år, og at det lige nu ligefrem et cowboymarked, hvor det gælder om at være på tilladelserne. Solcelleparker forårsager Vad Mathisen et så voldsomt indgreb i naturen, at man risikerer befolkningens modstand mod den grønne omstilling.
Med hensyn til Power-to-X er det Kongens Nye Klæder. Alt den snak om, at vi bliver førende på grøn energi, hvis vi får et elektrolyseanlæg på Lem Kær er løgn fra ende til anden. Hør lige, hvad professoren sagde i radioen:
"Dette projekt vil hurtigt blive overhalet, hvis det ikke allerede er overhalet af andre projekter med den viden, vi har. I Esbjerg opføres der et anlæg, hvor varmen fra anlægget kan bidrage med en tredjedel af fjernvarmeforsyningen i Esbjerg og Varde, mens vi her placerer et elektrolyseanlæg midt i ingenting, langt væk fra varmeforsyningen. Mange andre projekter er meget mere innovative end jeg kan læse i det materiale, som jeg har set for Lem Kær", siger Brian Vad Mathisen.
SF vil meget gerne den grønne omstilling, men vi skal have opbakning fra den lokalbefolkning, der skal leve med generne. Vi skylder vores borgere, at de får ærlig information om fordele og ulemper i stedet for at spise dem af med de glansbilleder, som passer projektmagere, lodsejere og deres venner i byrådet.
Hvis du vil høre hele radioindslaget, kan du finde et link på min hjemmeside eller på min facebook-profil.
https://www.dr.dk/lyd/p1/orientering/orientering-2021-06-03
Indslaget begynder 32.30 minutter inde i udsendelsen.

Gå tilbage til oversigten