Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Jeg glæder mig over lige vilkår for vores ældre

Skrevet d. 14-12-2018 |
Rss-feed

 

Af Niels Rasmussen,medlem af byrådet i Ringkøbing-Skjern kommune (SF)

Jeg har med interesse fulgt debatten her i Dagbladet i de seneste dage og kan se, at jeg får skudt nogle motiver i skoene, som hverken jeg eller SF har.

Vi glæder os ikke specielt i over, at Klokkebjerg sættes ned i takst, men vi glæder os over, at der omsider kommer lige økonomiske vilkår,når det drejer sig om at drive plejehjem i kommunen.  Det, hvad enten det er kommunale plejecentre,selvejende plejehjem eller friplejehjem.

Vi kan sagtens blive enige, at der er brug for flere midler til området, at behovet for øgede resurser til området ikke bliver mindre i fremtiden.  SF har ved hver eneste budgetforhandling kæmpet for at styrke dette området, og vi vil også gøre det i fremtiden!

For SF er det afgørende, at alle får en værdig og ordentlig pleje, når de når til den tid i deres livsforløb, hvor de har brug for det, og det er i vid udstrækning den enkelte borger, der kan bestemme, om han eller hun vælger en kommunal ordning, selvejende institution eller et friplejehjem.

Men uanset, om man har været den ene eller anden type plejehjem, er det kommunen, der betaler. Jeg glæder mig derfor over, at der bliver ens vilkår nu. Fordi det er nøjagtig den samme type opgave, der skal løses. Når et par plejehjem i sin tid valgte at være friplejehjem, er det fordi, de dermed fik betydeligt bedre økonomiske vilkår.

Det er som sagt skatteyderne, der har skullet finansiere denne for fordeling af friplejehjem. En merudgift, der kun kunne finansieres ved at tage fra de andre plejehjem. De har der dermed så fået betydeligt mindre. Det er i min optik usolidarisk. Hvorfor skal nogle plejehjem stilles bedre,fordi der laves en virkelighedsfjern lov?

Jeg er dybt imponeret over det personale, vi har på de kommunale og selvejende plejehjem. De har for at give vores ældre medborgere en god og tryg hverdag ydet en engageret og dedikeret indsats for noget færre midler, end man har haft på friplejehjemmene.

Nu bliver der som sagt lige vilkår for alle. Det er dét, som jeg glæder mig rigtig meget over.



Gå tilbage til oversigten