Nationalpark Skjern Å er vækstpolitik
Skrevet d. 12-11-2017 |
Af Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm:
Jeg bliver mere og mere begejstret over vælgermøderne rundt om i kommunen. Først viste der sig et flertal for mere åbenhed og en ny og bedre kultur på rådhuset, og nu tegner der sig oveni et flertal for en ny ansøgning om at give Skjern Å status som nationalpark.
Det må være svært at være SF'er i denne tid, når de alle sammen kaster sig over jeres mærkesager, var der én der sagde til mig forleden med et smil.
Nu er jeg ikke så bange for konkurrence på den kant, men glæder mig tværtimod over, at det kan betale sig at stå fast og presse på for de ting, som vi SF'ere brænder for. Med en uge til valget når der måske ligefrem også at komme et flertal for at gøre Naturens Rige til foregangskommune på miljø og natur?
I mellemtiden dvæler jeg lige ved Nationalpark Skjern Å og de betænkeligheder, som Venstre og ikke mindst Dansk Folkeparti lagde for dagen på vælgermødet på Skjern Tekniske Skole. Underforstået, at landbruget skal have vetoret.
Men det er jo ikke lodsejerne, der skal overbevise os politiker. Det er os, der skal overbevise lodsejerne om, at man sagtens kan kombinere nationalpark og landbrugsdrift. Der kan ryge en pumpestation eller to, hvis græsarealer bliver vådområder, men det må vi så kompensere for.
En nationalpark er jo ikke et naturhistorisk museum. Den skal tværtimod betragtes om vækstpolitik i et af Danmarks i forvejen mest populære turistområder.
Se bare til både nationalparkerne i Thy og Mols Bjerge, hvor besøgstallet er steget markant, efter at der er lavet nye oplevelsessteder, så borgere fornemmer, at de befinder sig midt i noget enestående.
Se mod syd, hvor man i år har indviet det nye Vadehavscentret. En imponerende bygning til 53 millioner kr. som er opført med støtte fra både Mærsk Mckinney-Møllers familiefond og Realdania Fonden - og som er med til at forlænge højsæsonen og give naturoplevelser også på kolde og regntunge dage.
Hæver vi ambitionsniveauet, er jeg sikker på, at vi også kan få milliontilskud til at gøre Naturens Rige endnu rigere?
Gå tilbage til oversigten