Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

Borgmester, det er dig, der er i skudlinjen

Skrevet d. 11-10-2017 |
Rss-feed
Af byrådsmedlem Niels Rasmussen (S), Svinget 8, Tarm:
Om det er borgmester Iver Enevoldsen, der bevidst misforstår mit indlæg i Dagbladet eller om det er rådhusets stab af spindoktorer, der har været på spil, skal jeg lade være usagt.
Men det tangerer til manipulation, når borgmesteren i et svar i Dagbladet hævder, at jeg beskylder medarbejderne ved Ringkøbing-Skjern Kommune for ikke at passe deres arbejde. Jeg er selv ansat ved kommunen, og jeg oplever, at både mine kolleger på skolen og samtlige medarbejdere inden for det sociale/teknik- og miljøområderne, som jeg også følger tæt qua mit medlemskab af udvalgene udfører et både dygtigt og samvittighedsfuldt arbejde. Jeg har heller ikke grund til at antage noget som helst andet om alle mine øvrige kolleger rundt om i kommunen.
Mit indlæg handlede om lukkethed i ledelsen og den politiske beslutningsproces, som er et resultat af en syg forvaltningskultur i de øverste ledelseslag i kommunen. Det er kort sagt dig, borgmester, der er skudlinjen, og jeg synes da selv, at jeg udtrykte mig så klart i mit indlæg, at det kunne hverken du, borgerne, eller de chefer, der har gjort sig til en del af denne kultur, være i tvivl om.
Endvidere har Iver Enevoldsen vist også misforstået noget, når han oversætter de gode historiefortællinger fra visionen bag Naturens Rige til, at vi har afskaffet al politisk debat i kommunen.
Vi skal ganske rigtigt fortælle de gode historier, når de er der. Der står ligefrem "prale" i ovennævnte vision. Men vi skal også fortælle åbent og ærlig om det, når historierne ikke er i pralekategorien. Det gælder alle de fejl, som Enevoldsen og Co. begik i fibersagen, det gælder hele det uværdige forløb, som Helle og hendes familie måtte igennem, inden hun fik det botilbud, som er bedst for hende, og som hun har krav på, og det gælder sagen om vores ulovlige praksis på sygedagpengeområdet.
Eller mener du, Iver Enevoldsen, at vi skal lyve os fra dine og nogle forvaltningschefers politiske fadæser?

Gå tilbage til oversigten