Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

En ny kultur på borgernes præmisser

Skrevet d. 01-10-2017 |
Rss-feed
 
Af Niels Rasmussen, byrådsmedlem (SF), Svinget 8, Tarm:
Det gør mig på én gang både glad og ked af det, når min partifælle Pia Vestergaard afdækker en stribe skandaløse forhold omkring sagsbehandlingen af sygedagpenge til kommunens borgere.
Jeg bliver glad, fordi sagen bekræfter, at byrådsflertallet med forvaltningens ihærdige indsats endnu ikke har sat demokratiet helt ud af kraft i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er en trøst midt i tristheden over, at det er kommet så vidt, at min kommune rundt om i landet omtales som "det vilde vesten", et samfund, hvor et flertal misbruger sin magt til at opfinde sine egne regler, og hvor ledende politikere og embedsmænd gør, hvad der passer dem.
I det seneste tilfælde havde en fagchef givet to eksterne konsulenter myndighed til at træffe ugyldige afgørelser i 38 sygedagpengesager. Kommunen sparede over 8 millioner og konsulentfirmaet scorede 800.000 kr. Alle var glade - på nær de 38 borgere, som ikke havde fået den behandling, som de havde krav på. 
Vi taler om helt almindelige borgere som dig og mig, der ikke havde gjort andet galt end at blive syge, så de ikke længere kunne opretholde en arbejdsindtægt, men må have sygedagpenge fra kommunen i en periode, indtil de kan vende tilbage på arbejdsmarkedet.
Fiber-sagen og Helle-sagen er to andre friske eksempler på den magtfuldkommenhed, som åbenbart hersker på rådhuset i Ringkøbing.
En bekendt, som ikke bor i kommunen, spurgte mig forleden, hvorfor vi som opposition ikke havde reageret på kulturændringen her i kommunen, så det nu er borgerne, der er til for kommunen - og ikke omvendt?
 Jeg kom med et par mulige forklaringer, blandt andet at det er set før, at magt og personlig vinding i form af et vederlag på et par hundrede tusinde kroner om året kan få mange til at skifte hest og tænke mere som embedsmænd end som borgere.
Men jeg måtte også indrømme, at vi for længst burde have slået bremserne i og gøre op med en efter min mening syg forvaltningskultur.
Der skal være åbenhed og imødekommenhed, når du som borger henvender dig i enhver forvaltning. Der skal være åbenhed omkring hele den politiske beslutningsproces, så både borgere og menige byrådsmedlemmer, som jeg, kan få ordentlig besked om og indsigt i sagerne. I stedet for nu, hvor vi har afgivet alt for meget magt til borgmestre og udvalgsformænd og ikke mindst deres forvaltningschefer. 
Og så skal byrådet vedtage en kommunikationspolitik, så ingen er i tvivl om, at det er kommunikatørernes opgave at fortælle og informere til gavn for borgerne og ikke bruge deres tid bag rådhusets persienner og spinne den ene eller anden politiker eller chef ud af deres fadæser.

Gå tilbage til oversigten