Demokratiets nødvendige rottweiler

CHEFREDAKTØR SØREN CHRISTENSEN SEN

Man kan mene om ham, hvad man vil.

For nogle er han en helt.

For andre er han -undskyld udtrykket -helvedes besværlig.

Byrådsmedlem Niels Rasmussen deler vandene, men et må man give ham.

Om man er ræverød eller blå: Niels Rasmussen er ihærdig. Har han først fået fingrene i en sag, så slipper han den ikke.

Som en rottweiler, der har nedlagt sit bytte, bliver han ivrig, når han kan lugte politisk blod.

I denne uge har Niels Rasmussen sendt et brev til Statsforvaltningen omkring det omstridte innovationscenter i Skjern. Han vil have afklaret, om reglerne er fulgt.

»Jeg vil ikke have hængende over mit hoved, at jeg har siddet med en viden om noget, der muligvis er ulovligt,« sagde Niels Rasmussen til Dagbladet fredag.

Gang på gang har vi set, at hvis man vil spille med mærkede kort, så er Niels Rasmussen ikke den rette makker.

I denne tid opstilles der kandidater til det kommende byrådsvalg. Igen og igen har vi hørt, at de kommende politikere vil ind og være »borgernes repræsentant«. Og igen og igen har vi set eksempler på at det modsatte sker, når politikerne druknes i papir-arbejde.

Hvis man vil være borgernes repræsentant, så er Niels Rasmussen et godt bud på den rette læremester.

Og hvor ville det være rart, hvis der var nogle flere af hans type, uanset hvad farve de har. For når det kommer til partikuløren, ser man ofte, at borgerne bliver farveblinde, hvis det blot er en tilpas slagkraftig personlighed.

For 15 år siden blev Fremskridtspartiet for sidste gang valgt ind i Folketinget.

Kvinden, der bar Glistrups gamle protestparti ind, da det var blevet splittet, var den nu afdøde Kirsten Jacobsen.

Den nordjyske fremskridtsfurie var ikke bange for at tilkendegive hvem hun var, og var der det mindste antydning af, at en borger var kommet i klemme satte hun tommelskruerne på, og hun blev ved, indtil der var styr på sagerne.

Respekten om hende var enorm, og hun var eksemplet på, at kunne samle vælgere fra både højre og venstre og midtimellem. Personer, der lever op til begrebet, at demokrati altså er et folkestyre, med understregning af folk, har vi brug for i dag, uanset om det er til folketing eller byråd.

Desværre ser vi i disse år, at flere beslutninger forekommer langt væk fra den praktiske virkelighed, og det viser blot, at der mangles folk, som ved, hvordan man trækker i et par gummistøvler i stedet for laksko.

Fortsætter udviklingen, så bliver den folkelige indflydelse i politik indenfor en overskuelig fremtid budt op til afdansningsbal.

Netop en mand som Niels Rasmussen er en vigtig sten i det fundament, som folkestyret oprindeligt blev bygget på; flere af hans slags i fremtiden vil kunne styrke politikken. Også når den er lokal.

God weekend!.