Sankt Hans tale 2010 af Niels Rasmussen.

Tak for invitationen til at holde dette års Sankt Hans tale her i Skjern/Skaven.

Det har jeg glædet mig rigtig meget til.

Skjern - Ikke mange år siden, det var utænkeligt at der kom én fra Tarm for at holde tale her i Skjern. Nu skal vi til at én by. Det synes jeg, der er mange spændende perspektiver i. Tænk, at vi fremover ikke skal bygge "to af hver". Tænk, at det er helt legalt at handle på den anden side af åen. Men sådan var det ikke, da jeg for en del år siden, som ung Tarm bo, blev håndboldtræner her i Skjern. Det blev der ikke set på, med milde øjne!

Skaven - udviklingen i området - betænkelighederne ved denne udviklingen. Men, det er blevet rigtig godt, takke være driftige mennesker. Det er ikke kun til gavn for jer der bor og driver forretning her. Det kommer hele kommunen til gavn, gennem det gode indtryk man som turist får ag Skaven, ved at komme her. Så tusind tak for jeres indsats!

I Sankt Hans taler er der tradition for at vende blikket lidt tilbage og se på, hvordan man har behandlet forskellige grupper af mennesker. Især har jagten på kvinder med troldkunst - også kaldet hekse - været tema i mange taler.

Men hvorfor brænder vi egentlig Sankt Hans bål?

Det bål, som brændes til Sankt Hans, er ikke helt det samme bål, heksene blev brændt på.

Midsommerilden har en lidt anden historie end henrettelses bålet, der blev anvendt, når dømte troldfolk, som hekse, skulle af med livet.

Sankt Hans bålet er blot én af flere blustraditioner i vort samfund.

Men, bålet er altid blevet opfattet som et middel til at afværge noget ondt.

"Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde", skrev Drachmann - er det mon stadigvæk sådan?

Er der en heks blandt os og er der trolde blandt os her i aften? Det er vist spørgsmål, som vi hver især skal svare på - og måske nok også holde svaret for os selv.

Jeg vil godt bruge min taletid og bålet her i aften til at forsøge at fordrive noget "ondt", der efter min mening er ved at snige sig ind i vort samfund. Det onde, der er ved at snige sig ind i vore samfund er en stigende ulighed med større egoisme til følge.

I de seneste år er der, med forøget styrke, sket en uheldig udvikling med vort "lille land". Det er, som om vort lille herlige Danmark er ved at slå nogle gevaldige revner og er på vej til at blive delt i to: et A- og et B-samfund.

Et samfund, hvor A holdet klarer sig selv og i stigende grad har nok i sig selv. Forståelsen for at andre har brug hjælp er blevet meget mindre de senere år. A holdet tegner i stigende grad forskellige former for forsikringer. A holdet bruger i stigende grad private tilbud frem for offentlige tilbud. Skoler, plejehjem, hospitaler...

Et samfund, hvor B holdet får det vanskeligere og vaskeligere. I stigende grad, ser vi B holdet udstødt af fællesskabet. Ved højtider og festlige lejligheder søger de i stigende grad hjælp hos forskellige hjælpeorganisationer. Ferier og fejring af fødselsdage, er der ikke råd til! 

Den udvikling synes jeg der grund til at se på - med bekymring.

Det er en helt forkert udvikling vores samfund tager. Med den udvikling risikerer vi hurtigt, at vort dejlige land, bliver et land bestående af egoister, hvor enhver har nok i sig selv, og hvor det gælder om at være sin egen lykkes smed.

Vi skal have sammenhængskraften og ja, undskyld det gamle udtryk solidariteten, tilbage i vores samfund.

Mennesket kan ikke klare sig alene. Vi har alle brug for at vide, at vi ikke er alene, men at fællesskabet er der, når vi har brug for hjælp.

Vi skal alle have viljen til sammenhold og ansvarsfølelse over for hinanden. Sammenhængskraft er ganske enkelt en forudsætning for at skabe frihed og lighed for alle. Derfor skal vi igen have styrket sammenhængskraften og solidariteten mellem mennesker.

Historisk har viljen til sammenhold givet os imponerende resultater. Vi har fået et stærkt og rigt samfund med gode levevilkår. Uden at overdrive tør jeg godt sige, at vi, endnu, bor i et af verdens bedste lande.

I takt med at vort samfund har gennemgået store forandringer, har vilkårene for sammenhængskraften mellem mennesker dog ændret sig ganske betydeligt.

For 130 år siden fik størstedelen af befolkningen noget ud af at være solidarisk og stå sammen: Langt de fleste mennesker fik langt bedre arbejdsforhold og boliger, og langt de fleste børn og unge fik en bedre uddannelse. Det gjorde de i kraft af sammenholdet

Dengang var det de få, der skulle give plads til de mange.

I dag er det omvendt. I dag er det vi mange velstillede, der skal give plads til de få, men stadig flere, der er ved at blive kørt ud på et sidespor i vores velfærdssamfund.

Vi skal nemlig værne om et samfund, der er fri af store sociale skel og konflikter. Et samfund, hvor alle har lige muligheder, og ingen går tabt.

Husk på, at sammenhængskraft og solidaritet ikke kun er fællesskabets hjælp til den enkelte. Den enkelte har også pligt til at være solidarisk og bidrage til fællesskabet.

Som tidligere nævnt, synes jeg, at viljen til solidaritet og sammenhængskraft i vort samfund er blevet noget mindre.

Drachmann indleder sin midsommer vise med: "Vi elsker vort land, men ved midsommer mest"

Lad os bruge denne aften til at minde hinanden om, at vi bor i et af verdens bedste lande, netop i kraft af, at vi har formået at stå sammen. Vi har endnu stor lighed og hjælpsomhed i vores samfund.

Det har taget mange år at opbygge, men vi kan ødelægge det på ganske kort tid.

Det skal vi ikke!

Derfor: Vær på vagt over for det onde - egoismen og selvforherligelsen - der er ved at indtage vort dejlige land. Ikke kun i aften, men hver eneste dag.

Fortsat god Sankt Hans aften.