Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Laksen trækker i folk fra hele kontinentet

Skrevet d. 17-04-2016 |
Rss-feed
Lystfiskeri: Lørdag begynder laksesæsonen, og det er noget, man blandt andet ser meget frem til i Norge og Sverige, hvor laksesæsonen begynder senere end i Danmark.

Svend Boye Thomsen, og Julie Vesterby svth@dagbladetringskjern.dkjuve@dagbladetringskjern.dk

SKJERN: Lystfiskeriet efter laks i Skjern Å trækker hvert år tusindvis af turister mod Skjern, og der kommer folk fra hele Europa, når laksefiskeriet begynder lørdag.

 

- Det er virkelig en festdag, som lystfiskerne glæder sig rigtig meget til, siger Sofie Torp Hansen, der er marketingkoordinator hos jagt-og fiskeributikken Korsholm.

 

Hun fortæller, at mange af lystfiskerne ankom allerede fredag, og gjorde klar til, at det hele går løs lørdag morgen.

 

Helstegt pattegris og rødvin For nordmænd og svenskere er weekendens laksefiskeri en mulighed for at begynde sæsonen tidligere, end der ellers er mulighed for. Det skyldes, at laksesæsonen i Norge og Sverige begynder noget senere end i Danmark.

 

Hos Korsholm holder man ekstraordinært åbent det meste af lørdagen, hvor der bydes på helstegt pattegris, rødvin til dem, der har fanget laks, fryserplads og de almindelige tilbud.

 

Som noget nyt i år tilbyder butikken desuden en tur i helikopter, så man kan opleve den store dag set fra oven.

 

- Vi har gjort mere ud af det i år.

 

Folk vil have en oplevelse, og vi gør, hvad vi kan, for at give folk en helhedsoplevelse, siger Sofie Torp Hansen.

 

Lars Rasmussen, der er direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund, bekræfter, at lørdagens laksepremiere i Skjern Å er noget, man ser frem til mange andre steder end i det vestjyske.

 

- Jeg tror ikke, vi har et medlem, der ikke er klar over, at det er lørdag, det går løs i Skjern Å. Vi ser også meget frem til at kunne bringe historier og billeder af de store fangster på vores hjemmeside, for det er den slags, der giver allermest trafik på vores side, siger Lars Rasmussen.

 


Forventningen i top

 

Han mener, at der er stor grund til at takke de mange frivillige, som har ydet en indsats for at bringe laksebestanden i Skjern Å op på det niveau, den har i dag, for det er ikke noget, der er kommet af sig selv.

 

- Det er kun en selvfølge, at man kan fange laks i Skjern Å, fordi der er en masse frivillige, som har lavet et kæmpe arbejde for det. Det er der virkelig grund til at løfte på hatten for, siger Lars Rasmussen.

 

Byrådsmedlem Niels Rasmussen (SF) kalder Skjern Å-laksen et utrolig stort aktiv for kommunen.

 

- Det betyder kolossalt meget, ikke mindst i forhold til turismen.

 

Der kommer turister langvejs fra for at fiske i åen. Der er også mange i lokalbefolkningen, der tilbringer meget tid ved åen i håbet om at fange en laks, siger han.

 

Han mener, at genopretningen af Skjern Å er hovedårsagerne til, at laksebestanden igen er blevet ganske stor.

 

- Det har vist sig at være rigtig godt for laksen at få åen tilbage i sine gamle folder, siger Niels Rasmussen.

 

En de mange lystfiskere, der skal en tur til åen med sin fiskestang, er Jimmi Lund Bindesbøl, der arbejder i Korsholms fiskeriafdeling.

 

Han har planer om at stå tidligt op lørdag, så han kan nå ud at fiske, inden han skal på arbejde i butikken.

 

- Alt tyder godt. Det har været en mild vinter, åen er cirka ni grader, og så er det en lørdag. Forventningerne er helt i top, siger han

Gå tilbage til oversigten