Møllemænd må følge reglerne her
Skrevet d. 31-05-2014 |
De to projektmænd bag de nye testmøller i Velling Mærsk skal ikke forvente særbehandling af de lokale politikere.
Karina Lodberg rina@bergske.dk
»Kommunen skal love, at de vil hjælpe os med at få projektet igennem, ellers stopper vi det hele nu.« Sådan lød det i lørdagsavisen fra Jørgen Skovgaard, der sammen med Mads Villadsen vil stille »verdens største møller« op i et område i Velling Mærsk.Meldingen kom efter godt et års forarbejde med projektet og nu har Skovgaard og Villadsen mistet tålmodigheden.
Men hvis de tror, at den slet skjulte trussel om at lade projektet falde til jorden virker, så tager de fejl: »Det er en uartig form for revolverpolitik,« siger Niels Rasmussen (SF), der efterhånden ikke har meget til overs for møllemageres metoder: »Tidligere har vi set, at Jens K. lovede borgerne i et område 35 millioner kroner, hvis hans projekt blev gennemført.
Nu ser vi ser Skovgaard og Villadsen true på denne måde -de tillægger sig metoder, som hører sig til i Mellemamerika,« siger han.
Niels Rasmussen ærgrer sig over bandbullen, som også undrer ham: »De er professionelle folk, som kender reglerne. At det har taget godt et år burde de have kalkuleret med. Ved at fremture på denne måde, stiller de også Vestas i et dårligt lys. Det får mig til at tænke, om ikke sådanne testpladser i stedet skulle projekteres af de pågældende firmaer som eksempelvis Vestas. Det kunne give et mere objektivt syn på sagen,« siger SFeren, der lufter endnu en tanke: »Tidligere har man haft indtryk af, at det har hjulpet, hvis man som projektmager havde de rigtige kontakter i kommunen. Det er dén tanke, man får, når man læser det her,« siger han.
Den mistanke afviser både viceborgmester og borgmester.
»Kommunen vil altid gerne hjælpe, men vi vil da aldrig springe høringsprocessen over og forhåndsgodkende.
Sådan gør vi ikke. Vi tænker ikke bare på, hvordan det skal være for én borger, men på kommunen som et hele,« siger viceborgmester Kristian Andersen (KD).
Dermed er han helt på linje med borgmesteren: »Jørgen Skovgaard vil have en garanti -den kan vi selvfølgelig ikke give,« siger han og tilføjer: »Sådan nogle sager har en ganske almindelig procedure, og denne skal selvfølgelig også gå sin gang. Det er klart, at vi ikke kan give en garanti på forhånd.« Man kan få den mistanke, at det tidligere har muligt at få en forhåndstilkendegivelse ved store projekter, siden Jørgen Skovgaard kommer med denne »trussel«. Er det noget, du kender til? »Jeg er ikke bekendt med, at man tidligere har givet forhåndstilkendegivelser.
Der er en stribe procedurer, man skal overholde, og det kan man ikke, hvis på forhånd lover at godkende en lokalplan uanset hvad en VVM-redegørelse ville vise,« siger Iver Enevoldsen.
Han vil nu tage initiativ til en dialog med Jørgen Skovgaard, så de i den nærmeste fremtid kan tale sammen om projektet og dets fremtid i Ringkøbig-Skjern Kommune.
Møllerne i Velling Mærsk
Politikerne har stemt JA til, at der kan rejses møller med en højde på op mod 250 meter Til sammenligning er møllerne ved No-Ølstrup 150 meter høje Der arbejdes på at rejse fire møller til en værdi mellem 300 og 400 millioner kroner Vestas har meldt ud, at testmøller i området vil have en positiv effekt på Vestas' engagement i kommunen 20 lodsejere er medinvestorer og derfor for projektet En stribe lodsejere er imod projektet og frygter blandt andet, at deres ejendom mister værdi og at de dermed bliver stavnsbundne Jørgen Skovgaard, investor, har lovet, at man vil dække naboernes ejendomsværditab.
Gå tilbage til oversigten