Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Medieomtale / Avis

Naboer skal ikke frygte højhus - endnu

Skrevet d. 19-02-2014 |
Rss-feed

Politikerne forstår borgernes bekymringer for byggeriet på skolegrunden, og de vil lytte til dem alle.

Anne-Mette Skaanning skaa@bergske.dk
RINGKØBING: Det er slet ikke sikkert, at der kommer til at ligge et otte etagers højhus på skolegrunden i Ringkøbings midtby. Det kan ende med at blive lavere og få en anden placering, end der er lagt op til.
Sådan lød den klare melding fra flere byrådspolitikere, da de i går tog hul på debatten om planlægningsarbejdet i forbindelse med byggeriet.
»Vi er i idéfasen lige nu.
Derfor skal vi lade alle muligheder stå åbne. Jeg er ikke i tvivl om, at et punkthus (højhuset, red.) godt kan lade sig gøre at realisere, hvis det bliver placeret rigtigt,« lød det fra formand for teknik-og miljøudvalget Ole Kamp (V).
Niels Rasmussen (SF) erkendte, at det lyder af meget med et højhus på op mod otte etager, og derfor forstår han godt naboernes bekymring.
»Det kan være, at det kun skal være tre-fire etager, når vi kommer længere med planlægningen.
Sikkert er det, at borgerne skal inddrages og vi skal lytte til dem,« sagde SF'eren.
Jens Erik Damgaard (KD) har personligt ikke taget stilling til, hvordan han har det med udsigten til det høje byggeri.
Men han undrer sig over, at det foreløbigt ser ud til, at man vil placere det højeste hus ved den laveste nuværende bebyggelse.
»For mig at se vil det være det værste sted at lægge et højhus.
Måske burde det rykkes længere mod vest,« sagde han.
Fjordlistens Jan Holm Rasmussen spurgte borgmesteren, om grundens ejer Per Green har fået forhåndstilsagn om det høje byggeri. Det fik han imidlertid ikke noget svar på.
Byrådsmedlemmerne er enige om, at der skal udarbejdes en plan for det store byggeri, så det falder arkitektonisk godt ind i bymiljøet. Det er samtidig vigtigt, at butikkerne bliver af en anden type end dem, der allerede findes i midtbyen, så det bliver et supplement til de nuværende forretninger.
Og så skal der laves en ordentlig trafikplan.
»Der er lavet trafikmåling to timer en september-eftermiddag.
Det er simpelthen for tyndt et grundlag,« fastslog John G. Christensen (S).
Politikerne forventer at holde borgermøde om projektet.
Der er endnu ikke sat en dato for mødet.
»Vi er i idéfasen lige nu. Derfor skal vi lade alle muligheder stå åbne.



Gå tilbage til oversigten