Kommunale ledere er udsat for stress
Poul Bülow pob@jv.dk
Pårørende og tidligere ansatte kan fortælle, at ledere af kommunale institutioner må melde sig syge, og det sker angiveligt på grund af stress.
Konkret har JydskeVestkystens redaktion fået henvendelser, som peger på, at fem ledere af institutioner inden for det seneste år har måttet melde sig syge eller sige op på grund af belastende arbejdspres.
- Jeg har kendskab til ét tilfælde. At der er tale om flere, er jeg ikke bekendt med, siger fagchef John Christensen, Sundhed og Omsorg.
Han var i går i aktion for at indsætte en midlertidig leder som stedfortræder for en stressramt chef.
- Et tilfælde hvor en leder eller en ansat går ned med stress, er et tilfælde for meget, understreger John Christensen og fortæller: - Vi forsøger at forbygge stress ved at være opmærksom på belastende arbejdsmiljø, men jeg skal indrømme, at det kan ske, at vi ikke ser det komme.
Tidligere formand for social-og sundhedsudvalget, byrådsmedlem Niels Rasmussen ( SF), Tarm, kender til flere eksempler på medarbejdere, som går ned med stress: - Fordi de er presset.
Man vælter opgaver ned over dem, uden de har en mulighed for at overkomme det hele. Og de er klemt mellem pårørende og ledelsen.
SÅDAN GJORDE VI
JydskeVestkysten har oplyst fagchef John Christensen, Sundhed og Omsorg, navne på de pågældende institutioner.
Af hensyn til de sygemeldte og fratrådte bringes navnene ikke i avisen.
Gå tilbage til oversigten