SF satser på et rigtig godt kommunalvalg
Anne-Mette Skaanning skaa@bergske.dk
Den politiske selvtillid fejler ikke noget hos SF.
I hvert fald ikke, hvis man spørger formand for byrådsgruppen Peder Sørensen, der netop er blevet genvalgt som sit partis spidskandidat på generalforsmalingen forleden.
De røde går nemlig direkte efter at få fire medlemmer af byrådet.
»Det er absolut realistisk.
Vi er det eneste oppositionsparti i byrådet og har ført en meget synlig politik som alternativ til de borgerlige og socialdemokraterne. Derfor er jeg sikker på, at vælgerne vil belønne vores politiske arbejde til kommunalvalget,« siger han med slet skjult kritik af Socialdemokraterne.
Voksede fra tre til fire
Ved valget i 2009 gik SF fra én til tre mandater og nød den gang godt af, at SF toppede den politiske popularitetsliste.
Siden skiftede Niels Rasmussen fra Socialdemokraterne til SF og udvidede derfor gruppen til fire personer.
Og det antal satser man altså på at tangere -også selv om partiet lige nu befinder sig i en landspolitisk bølgedal.
»Det tror jeg ikke på vil få en afsmitning hos os. Jeg er sikker på, at vi får lokal opbakning til vores kurs,« siger han.
Folk fra hele kommunen
På generalforsamlingen forleden valgte SF at stille ikke mindre end 12 kandidater op.
De kommer fra alle steder i kommunen. Yngstemand er 20 og ældste kandidat er midt i 50' erne. Tre af de fire første på listen har alle tidligere slået deres folder hos Socialdemokraterne.
Peder Sørensen har selv været medlem. Det samme har Niels Rasmussen, der som bekendt var spidskandidat og stemmesluger hos socialdemokraterne ved valget for fire år siden. Endelig har Jørgen Rabjerg en fortid som socialdemokratisk kandidat i den gamle Ringkøbing Kommune.
Men i dag er de erklærede SFere og parat til at arbejde for lokalpolitiske SF-mærkesager -og være i opposition til Socialdemokraterne.
Hvorfor er det så umuligt for S og SF at samarbejde i byrådet? »Vi har valgt én kurs og S en anden. Og sådan er det,« siger Peder Sørensen.
Fakta 1 Kandidatlisten SF
Peder Sørensen, Ringkøbing.
Pia Vestergaard, Ringkøbing.
Niels Rasmussen, Tarm.
Jørgen Rabjerg, Tim.
Inge Ask, Troldhede.
Mary-Ann Johansson, Hvide Sande.
Mejner Therkildsen, Videbæk.
Lonnie Jensen, Fiskbæk.
Erik Jensen, Fiskbæk.
Anders Peter Hjorth-Hansen, Ringkøbing { Niels Løjstrup, Skjern.
Gå tilbage til oversigten