Mundkurv til ansatte er ingen misforståelse
RINGKØBING-SKJERN: Byrådsmedlem Niels Rasmussen ( SF) fastholder, at de kommunalt ansatte bestemt ikke har misforstået den besked, de har fået af direktionen om at bruge de officielle kanaler under høringsperioden til de store ændringer i børne-og familieudvalget.
Der er tale om en reel mundkurv, mener han.
»Jeg har talt med flere medarbejdergrupper, som direkte har sagt til mig, at de var i fare for at blive fyret, hvis de snakkede med mig som politiker om sagen. Det er bestemt ikke en misforståelse, blandt medarbejderne, men derimod et eksempel på den topstyring vi har i Ringkøbing-Skjern Kommune,« lyder Niels Rasmussens kritik.
På byrådsmødet i sidste uge påpegede både SF'eren og Jens Erik Damgaard ( KD), at de var stødt på medarbejdere, som ikke mente, de måtte tale med politikere i høringsfasen.
Det afviste kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard i gårsdagens avis. Her påpegede han, at man har opfordret medarbejderne til at komme med skriftlige høringssvar og på den måde leve op til offentlighedsloven.
Niels Rasmussen har opfordret de ansatte, han har stødt på, til at gå videre med sagen.
Om de har gjort det er uvist.
I går kunne Danmarks Lærerforenings Fjordkreds fortælle, at de intet har hørt om sagen
Gå tilbage til oversigten