Politisk glæde over boligrenovering
af Christian Baadsgaard chba@bergske.dk
SKJERN: Ikke kun lejerne i Bo Midt Vests afdeling 81 på Østergade og Fredensgade i Skjern glæder sig til, at håndværkerne rykker ind og moderniserer boligerne om et års tid.
Nyheden er også blevet modtaget med glæde hos politikerne i byrådet.
Borgmester Iver Enevoldsen håber på nogle positive synergieffekter.
»Helhedsplanen vil løfte standarden og kvaliteten i bygningerne og dermed hele området. Det vil absolut have en positiv afsmitning på hele den indre by med alle de synergier, der følger med,« siger Iver Enevoldsen i en pressemeddelelse.
Borgmesteren håber også, at renoveringsarbejdet vil give beskæftigelse til en lang række lokale håndværkere Også viceborgmester Esben Lunde Larsen glæder sig over, at renoveringen nu kommer.
»Generelt er meget vi positive overfor at støtte renoveringerne.
Vi har gennem de seneste år haft projekter på Damtoften i Ringkøbing, og det er væsentligt for vores område, at de almene boliger holdes vedlige,« siger Esben Lunde Larsen til Dagbladet.
Handicapvenlighed et plus SF ´ s byrådsmedlem Niels Rasmussen ser mange fordele i, at boligerne nu får den store omgang.
»Det er kun positivt, at det føres op, så det bliver tidssvarende.
Når jeg har kørt forbi, ser det ud til, at det er længe siden, at der er blevet gjort noget, og det er glædeligt, at folk i lejeboliger også får mulighed for at få en tidssvarende bolig,« siger Niels Rasmussen.
Flere af lejlighederne bliver desuden gjort handicapvenlige, blandt andet med elevatorer og planløsninger, der tager hensyn til, at beboere kan komme rundt.
Netop det glæder Niels Rasmussen.
»Det er ikke en dag for tidligt, at lejlighederne bliver gjort handicap-venlige, og generelt er tilgængeligheden for handicappede noget, vi skal have gjort noget ved i kommunen,« konstaterer Niels Rasmussen.
»Det er ikke en dag for tidligt, at lejlighederne bliver gjort handicapvenlige, og generelt er tilgængeligheden for handicappede noget, vi skal have gjort noget ved i kommunen.« NIELS RASMUSSEN, byrådsmedlem for SF.
Gå tilbage til oversigten