Forsøg på at samle stumper fra Skjern Å Nationalpa
LILLE HÅB? En række politikere vil forsøge at samle tropperne og kigge på nyt forslag til nationalpark.
af Anette Jorsal ajo@jv.dk
TARM/ SKJERN: » Brandærgerligt.
« » Dybt beklageligt. « » Utrolig trist. « Beklagelserne står i kø, når mange af de involverede i projektet Nationalpark Skjern Å skal kommentere på sidste uges aflivning af projektet. Et projekt, der er brugt tusindvis af mandetimer og millioner af kroner på.
En række politikere synes, det er så ærgerligt, at de nu forsøger at samle tropperne for at få et nyt forslag stablet på benene.
En af politikerne er Niels Rasmussen, løsgænger i byrådet.
Han » arbejder sammen med andre i byrådet « , som han siger, for at finde en ny løsning.
- Jeg spurgte i mandags miljøminister Ida Auken på en konference om nationalparker, om det var Nationalpark Skjern Å's endeligt, og hun svarede, at hun da ikke kunne udelukke, at man ville se på det igen, hvis der kom en ny ansøgning, fortæller Niels Rasmussen.
Radikale tilløb
På konferencen, som var arrangeret af Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Danske Ornitologers Forening, blev Niels Rasmussen også opfordret af de radikales medlem af miljøudvalget Lone Loklindt til at samle tropperne.
Johannes Poulsen, tidligere medlem af Folketinget for de radikale, udtalte i tirsdagsudgaven af Herning Folkeblad, at han nægter at opgive det store projekt.
Han har bedt økonomiudvalget i Herning Byråd om at tage sagen op.
Borgmester vil lytte
Borgmester Iver Enevoldsen ( V), der synes, det er dybt beklageligt, at nationalparken blev droppet i fredags, kan umiddelbart ikke se nogen mulighed for at genstarte projektet.
- Hvis der kan komme nye indspark på banen, så kigger vi på det, men det oprindelige forslag har Jørn Dohrmann ( Dansk Folkeparti, red.) jo kasseret, siger borgmesteren.
NATIONALPARK SKJERN Å
Fredag i sidste uge faldt Nationalpark Skjern Å til jorden, da Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti brød ud af forliget om nationalparken.
Der er arbejdet på nationalparken i otte år.
I 2005 kom en samlerapport, hvor alle involverede parter var enige om projektets indhold.
Gå tilbage til oversigten