Vindmøller bør vente på ny lovgivning
Byrådsmedlem opfordrer til at tage farten af lokalplan, indtil ny lov for naboerstatning er på plads.
af Anne-Mette Skaanning skaa@bergske.dk
NO-ØLSTRUP: Hvis projektmagerne bag en af landets allerstørste vindmølleparker regner med at få en byggetilladelse til 22 kæmpemøller i området fra Nørhede til Hjortmose omkring årsskiftet, så kan de godt tro om.
I hvert fald hvis man spørger byrådsmedlem og løsgænger Niels Rasmussen. Han opfordrer nemlig sine kolleger til ikke at vedtage en lokalplan for mølleområdet, før det står klart, om en varslet lovgivning bliver til noget. Formålet med loven er blandt andet at sikre bedre erstatninger til møllenaboerne.
»Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi får sendt et signal til folkene bag møllerne om, at vi ikke giver nogen tilladelser, før den nye lovgivning er på plads,« mener Niels Rasmussen.
Den holdning bliver bakket op af SF's Peder Sørensen.
»Vi er fortsat glade for vindmøller i SF og synes, at de skal samles i større parker. Men da vi står overfor landets næststørste vindmøllepark, så er det vigtigt at vente på de nye regler, ellers risikerer borgerne, der kommer til at opleve gener, at blive bondefanget,« fastslår Peder Sørensen.
Det er dog ikke alle byrådsmedlemmer, der er lige begejstrede for udsigten til den gigantiske vindmøllepark -selv om den kan producere masser af strøm og dermed bidrage til kommunens grønne ambitioner.
Kristendemokraten Kristian Andersen vil nemlig have placeret så store vindmølleparker på havet i stedet for på land, fordi mange borgere bliver generet af møllerne.
»Jeg er meget betænkelig ved, at have så mange møller på landjorden. Møller er godt som virksomhedog energikilde, men til gene for naboerne,« siger kristendemokraten.
Hans partifælle Jens Erik Damgaard er ikke enig.
»De lokale projektmagere gør en rigtig stor indsats for at være ordentlige, og forsøger at få borgerne i området med for at sikre lokal opbakning, og det fortjener de at få lov til at vise,« siger han.
Foreløbigt bliver der arbejdet videre et grundlag for den lokalplan, som i sidste ende kan bane vejen for møllerne.
Gå tilbage til oversigten