Aukens bagland vil have Tipperne i nationalpark
MILJØ: SF i Ringkøbing-Skjern og Niels Rasmussen skriver fælles henvendelse til miljøministeren.
af Poul Bülow pob@jv.dk
Miljøminister Ida Auken ( SF) er under pres. I sidste uge fik hun læst teksten af borgmestrene Iver Enevoldsen, Ringkøbing, og Lars Krarup, Herning. De to Venstreborgmestre forklarede ministeren, at en plan om at inddrage Tipper-halvøen og Ringkøbing Fjord vil være døden for Skjern Å Nationalpark.
- Skjern Å Nationalpark handler om mere, end hvad en gruppe af landmænd med talerør gennem Venstre kan forklare, siger byrådsmedlem Peder Sørensen, der er formand for SF's byrådsgruppe. Sammen med Niels Rasmussen er Peder Sørensen afsender af en henvendelse til miljøminister Ida Auken.
- Ida Auken er nyt vidne til en sammensværgelse, hvor Venstre og Vestjysk Landboforening har skruet et ottepunkts program sammen.
Uden på noget tidspunkt at have sendt en officiel invitation til de grønne organisationer blev grænser og indhold i nationalparken aftalt, fortæller byrådsmedlem Niels Rasmussen, Tarm.
Han er tidligere medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe og har været periodevis medlem af Folketinget under behandlingen af loven om Skjern Å Naturgenopretning.
- Uhørt og grotesk fremgangsmåde.
Undervejs har de grønne organisationer - Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening protesteret, men først i den afgørende fase, da politikere på Christiansborg begyndte at se nøje på, hvad der er foregået, kom sammensværgelsen for dagen, fortæller Niels Rasmussen: - Sagen om Skjern Å Nationalpark bliver formentlig en gentagelse af den strid som stod før, loven om Skjern Å Naturgenopretning blev vedtaget. Nu har landbruget sundet sig og fået solide erstatninger og bedre jorde.
De har skilt sig af med en formand, som var for positivt indstillet over for nationalpark, og nu er de igen klar til at bekæmpe enhver form for fremskridt.
Niels Rasmussen er medunderskriver på henvendelsen til Ida Auken, og understreger sit centrale budskab: - Når det gælder om at se det positive i udvikling af landbrug og turisme, er jeg sikker på, at den folkelige opbakning er større end de få landmænd, som står i spidsen for protester.
FAKTA
DEBAT OM NATIONALPARK
For en uge siden var miljøminister Ida Auken ( SF) til møde med parkens to Venstre-borgmestre. Nu skal Skjern Å Nationalpark igen drøftes med de nye miljøordførere. Resultatet kan blive, at et udkast til ny bekendtgørelse, som også omfatter Tipperne skal til offentlig debat.
Billedtekst:
Det er Tipperne i Ringkøbing-Fjord som nu er kampzone i debatten for og imod Skjern Å nationalpark. Foto: Poul Bülow
Gå tilbage til oversigten