Krav: Økonomisk status før plan om nye møller
Mens kolonner af betonkanoner fodrer fundamenter til vindmøller ved Lønborg Hede, er der planer om at rejse nye store vindmøller ved » større uforstyrrede arealer « . - Vi må have taget temperaturen på guldfeberen. Det kan ikke være rigtigt, at vindmøller skal placeres over alt i landskabet, siger byrådsmedlem Claus Meiner.
Han er medlem af teknik-og miljøudvalget, og i går fik han besked fra borgmester Iver Enevoldsen om, at han på ny skal undersøge muligheder for, at der rejses vindmøller i Bratbjerg, vest for Hanning, og i andre af kommunens uforstyrrede landskaber.
Scor kassen
Byrådsmedlem Niels Rasmussen, der også er medlem af teknik-og miljøudvalget, finder: - Vindmøller bliver lusket igennem. Det handler om, hvem der kan score kassen, og så er det åbenbart lige meget, hvor møllerne placeres - bare der er penge til grundejere, investorer og projektmagere.
Trods stor politisk uenighed er de to byrådsmedlemmer, som begge er partiløse, enige om en ting: - Der må en status til. Det er en oplagt opgave for kommunens afdeling Viden og Strategi at beregne gevinsten - i energi og økonomi - af de vindmøller, der er sat op.
Og begge byrådsmedlemmer er tillige enige om: - Nu må vi have oplyst for byrådet og offentligheden, hvor mange offentlige kroner, der aktuelt og over en årrække er i spil. Desuden må vi naturligvis have oplyst, hvad projektmagere og grundejere tjener på udbygningen af vindmøller.
MØLLEPLANER
Den sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune er kaldt en vindmølleghetto.
Der tegner sig et Venstre-flertal for nye 250 meter høje vindmøller i Styg Plantage samt ved » større uforstyrrede naturområder « - blandt andet ved Bratbjergvej, Hanning.
Gå tilbage til oversigten