»Der er ikke kommet en dyt ud af debatten«
Rød enighed om, at forsøget på at fremtidssikre skole og børnehaver er slået fejl. Udvalgsformanden er helt uenig
Af Anne-Mette Skaanning skaa@bergske.dk
RINGKØBING-SKJERN: Mens politikerne højlydt diskuterer, hvad der kom ud af den stort anlagte strukturdebat på skole-og børnepasningsområdet, glæder skolebestyrelsen på Amagerskolen i Skjern sig over, at der ikke er sket mere.
På gårsdagens byrådsmøde valgte et enigt byråd nemlig at skrinlægge alle planer om at sammenlægge Amagerskolen med Kirkeskolen. Samtidig blev der sat en foreløbig stopper for beregninger for, hvad en ny fælles skole vil koste. I stedet bliver der sendt et forslag i høring, som freder samtlige skoler.
»Vi er meget tilfredse i dag.
Vi har hele tiden sagt, at der ikke var penge at spare ved at lægge vores skoler sammen.
Man kan sige, at vi er blevet hørt, og det kan vi kun være glade for,« lød det fra de fremmødte repræsentanter fra Amagerskolens skolebestyrelse efter byrådsmødet.
Ja, vi har opnået noget
Inde i byrådssalen luftede løsgængeren Niels Rasmussen sin utilfredshed med strukturforløbet.
»Der er ikke kommet en dyt ud af det hele. Hvor er strukturtilpasningen, Hr. formand, som gør det muligt at hæve normeringen i børnehaverne og give eleverne i folkeskolen vejledende timetal,« vrissede han.
Formand for børne-og familieudvalget, Lennart Qvist ( V), mener at strukturdebatten har fået et godt udfald.
»Har vi opnået noget? Ja, det har vi helt bestemt. Vi har fået en ny fordeling af midlerne, prisen pr. barn er formindsket, og der er enighed om, at vi skal have nogle klare regler for, hvornår en skole er for lille. Vi har alt i alt fået en struktur, der passer til vores geografi og som er fremtidssikret, så det har bestemt været arbejdet værd,« lød hans udlægning.
Det fik borgmester Iver Enevoldsen til at fastslå, at »der bliver i grunden ikke ændret noget«. Den opfattelse er børne-og familieudvalgets næstformand Lene Nørlund ( S) helt enig med Iver Enevoldsen i: »Borgmesteren siger det selv. Der er ikke rigtig sket noget. Det helt store problem er, at der ikke er blevet tilført nye penge til området,« sagde hun.
Derfor ser Lene Nørlund kun én løsning ved den kommende budgetlægning til august.
»Der er for få penge til området.
Så der er ikke til at hæve normeringen i børnehaverne og øge timetallet i skolerne.
Derfor skal der tages nogle penge fra Bent Brodersen ( formand for socialudvalget, red.), og de skal gives til Lennart Qvist ( formand for børne-og familieudvalget, red.).
Det kan ikke være rigtigt, at der kun er 91 kroner til børnene, hver gang der bliver brugt 111 kroner på de gamle,« fastlog hun.
Ingen genoptræning
Løsgængeren Niels Rasmussen er enig i, at der ikke er penge nok. Men de skal bestemt ikke tages fra de gamle.
»Vi har embedslægens ord for, at på 18 af vores 20 plejehjem får de ældre ikke den genoptræning, de har krav på, fordi der ikke er penge til det,« sagde han.
Byrådet sender nu sit strukturforslag i høring, som reelt indeholder en harmonisering af SFO-området, mens de nuværende skoler bevares.
DET BLIVER SENDT I HØRING
En fremtidssikring af skolerne og en bedre normering i daginstitutionerne var blandt målene, da politikerne i efteråret blæste til debat om strukturen.
Siden har politikerne blandt andet diskuteret mulighederne på en stribe borgermøder.
Her vendte borgerne hurtigt tommelfingeren nedad for en flytning af de små skolers ældste elever. Heller ikke en sammenlægning af de to byskoler i Skjern fik nogen opbakning. Derfor er de forslag helt gledet ud.
Det var til gengæld mere spiseligt at harmonisere SFOpasningen.
Det forslag bliver nu sendt i høring.
Samtidig arbejder en nedsat gruppe på at få fastlagt nogle kriterier for, hvornår en skole bliver for lille. Målet er at sikre, at de mindre skoler ikke hele tiden skal frygte at være i farezonen. Der skal også laves en ny timetildelingsmodel, som vil sende flere penge mod skoler med store klasser.
Gå tilbage til oversigten