Mange ønsker en plads i parkens bestyrelse
Af Jonna Odgaard jona@bergske.dk
NATIONALPARKEN: Nationalpark Skjern Å vil få en meget stor bestyrelse, hvis alle de omkring 10 organisationer, der ønsker en plads, får deres ønske opfyldt af miljøministeren.
Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner har efter indstilling fra følgegruppen for nationalparken sendt Miljøministeriet en ønskeseddel til bestyrelsens sammensætning.
Den har 14 medlemmer ( se faktabox).
Det betyder, at mange organisationer ikke får en plads, eksempelvis de to organisationer, hvis medlemmer nok er de hyppigste brugere af Skjern Å-dalen, nemlig lystfiskerne og Dansk Ornitologisk Forening ( DOF).
Af den grund, kunne Peder Sørensen ( SF) og Niels Rasmussen ( løsgænger) ikke stemme for bestyrelsens sammensætning, da indstillingen blev behandlet i byrådet.
Skjernådalens Lystfiskerforening anslår, at op mod 5000 lystfiskere årligt fisker i nationalparkområdet.
»Lystfiskerne ved Skjern Å har en meget stor del af æren for, at vi stadig i dag har den oprindelige Skjern Å laksestamme,« skiver Skjernådalens Lystfiskerforening og fortsætter: »Med lystfiskernes massive tilstedeværelse og store betydning for det rekreative liv i nationalparkområdet, mener vi derfor, at lystfiskerne bør være selvskrevne til en fast plads i bestyrelsen.« Skjern Å Sammenslutningen, der er en paraplyorganisation for lystfiskerforeninger og bredejere, ønsker også en plads i bestyrelsen. Det samme gør Danmarks Sportsfiskerforbund.
DOF kritiserer i sit høringssvar, at naturbeskyttelsesinteresser er vægtet alt for lavt både i processen og i den foreslåede bestyrelsen og ønsker derfor en plads i bestyrelsen.
WWF Verdensnaturfonden og DN mener, at både DOF, Dansk Botansik Forening og Danmarks Sportsfiskerforbund bør have en plads.
Også organisationer som Dansk Land-og Strandjagt, Danmarks Jægerforbund, Ringkøbing og Stadil Fjordes Fritidsfiskerforening og Regionsrådet ønsker en plads.
NATIONALPARK BESTYRELSE
Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner har indstillet følgende sammensætning af bestyrelsen til Miljøministeriet ( hvor ikke andet er nævnt, er der tale om ét medlem): Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet Landbruget ( to medlemmer), skovbruget Ringkøbing-Skjern Kommune, Herning Kommune Naturstyrelsen, Nationalparkrådet, Borris Skydeterræn Det lokale turisterhverv, det øvrige erhversliv Ringkøbning-Skjern og Herning Museer ( 1 fælles medlem) Aktive Lokalsamfund Miljøministeren afgør den endelige sammensætning af bestyrelsen.
Gå tilbage til oversigten