S-top beklager og smider byrådsmedlem på porten
EXIT: Byrådsmedlem Niels Rasmussen bliver undsagt af sit partis hovedbestyrelse og smidt ud. Nu undersøger han muligheden for at opstille en liste med socialdemokrater ved det kommende valg.
Af Poul Bülow Tlf.97371088,pob@jv.dk
Vi har respekt for din store indsats og beklager, at du ikke længere er medlem af Socialdemokratiet.
Så kontant lyder indholdet i et brev som byrådsmedlem Niels Rasmussen i går modtog. Afsender er Socialdemokratiets hovedbestyrelse.
- Svaret var ventet, men jeg havde alligevel håbet, at hovedbestyrelsen ville give sig tid til at mægle i sagen, siger Niels Rasmussen .
- Nu er jeg ikke længere medlem af Socialdemokratiet. Der ærgrer mig rigtigt meget, men på den anden side, så er det jo ikke en skam at gå, når man bliver smidt ud, siger Niels Rasmussen , der stadig har sit gode humør i behold.
- Nu er partiet i den situation, at en person, der med nød og næppe kom med på » bagsmækken « ind i byrådet, har overtaget rattet. Jeg frygter for den borgerliggørelse af partiet, som er kommet til udtryk ved det seneste budget. Det er ærgerligt, når vi står over for et Folketingsvalg, at vores folketingskandidat i den grad har giftet sig med de borgerlige, siger Niels Rasmussen og fortæller: - Gennem de seneste uger har jeg fået en række henvendelser fra partimedlemmer. Jeg har mødt en fantastisk opbakning, og flere foreslår opstilling af en liste med socialdemokrater ved det næste byrådsvalg.
Der er god tid til at undersøge disse muligheder.
Formanden for den reducerede socialdemokratiske gruppe i byrådet, Karsten Sørensen, vil ikke udtale om han er en glad mand, men siger: - Hovedbestyrelsens beslutning overrasker mig ikke. Det har jeg vidst siden 12. oktober.
Om udsigten til, at en konkurrerende socialdemokratisk liste opstiller siger Karsten Sørensen: - Det må vi tage til den tid. Nu handler det om at føre politik.
S-STRIDENS KERNE
Nedskæringer på skoleområdet, fysisk og psykisk handicappede, frivilligindsats og mad til ældre splittede den socialdemokratiske gruppe. To af fem medlemmer kunne ikke støtte budgettet.
Niels Rasmussen stemte imod, og det tillod de tre byrådsmedlemmer, Helle Stærk, Lene Nørlund og Karsten Sørensen, ikke.
De ønskede partiet var samlet i opbakning til budgettet.
Gå tilbage til oversigten
Det må man så tage til efterretning