Ingen hjælp til Bakkehuset
Den økonomisk trængte institution i Videbæk får ingen ekstra midler fra kommunen
Af Ole Skydt ols@herningfolkeblad.dk
VIDEBÆK Bakkehuset må holde stand økonomisk.
Det var budskabet fra byrådet i Ringkøbing-Skjern, hvor S-SF forleden forsøgte at skaffe ekstra penge til Center Bakkehuset.
Bakkehuset er kommunens mest specialiserede institution for handicappede.
Og lige nu er der en manko på tre millioner kroner.
Det underskud bør eftergives, mener Niels Rasmussen (S).
Burde eftergives
- Bakkehuset skal afdrage pengene over fem år. Men jeg havde gerne set, at pengene blev eftergivet, siger Niels Rasmussen og føjer til, at S-SF stemte for at eftergive pengene.
Og det er der ifølge Niels Rasmussen en god grund til:
- Der har været ekstra vagthold på grund af ombygning. Og pengene til rengøring er ikke slået til, siger han.
Ombygningen kræver også ekstra vagter, fordi der er kommet flere afdelinger.
Dertil kommer gamle ting, som at overdragelsen fra det tidligere amt til storkommunen har et par ridser.
- Vi har ikke fået fuld kompensation fra staten. Der er kommet for lidt i udligning, siger Niels Rasmussen .
Kan vælte læsset
Niels Rasmussen frygter, at konsekvensen kan blive, at det strammer til med normeringerne på Bakkehuset.
- Det er i forvejen hårdt presset på normeringen. Det her kan vælte læsset og give øget fravær, så beboerne ikke får den nødvendige pleje og omsorg, siger Niels Rasmussen .
Gå tilbage til oversigten