S og SF: Konstruktivt arbejde
Den røde blok, der består af otte medlemmer i det nye byråd, bliver tildelt to pladser i hvert af de politiske udvalg
Af Af Anne-Mette Skaanningskaa@bergske.dk
RINGKØBING-SKJERN: Trods skuffelsen over at blive holdt udenfor af Venstre på valgnatten, og at partiet nu har sat sig tungt på samtlige formandsposter i det nye byråd, så satser Socialdemokraterne og SF på se fremad.
»Det er ærgerligt, at man udelukker de næsten 9000 borgere, der har stemt på os, ved ikke at inviterer os med. Det er uprofessionelt og dårligt politisk håndværk, men det betyder ikke, at vi vil sætte os ned og være sure de næste fire år,« siger Peder Sørensen (SF).
Han bliver bakket op af Socialdemokraternes gruppeformand Niels Rasmussen .
»På valgnatten blev der sendt et klart signal om, at man ikke ønskede at give os indflydelse, men vi vil meget gerne arbejde konstruktivt i udvalgene, og så vil der helt sikkert blive en god anledning til at fortælle, hvordan Socialdemokraterne vil løse de store udfordringer vi står overfor de kommende fire år,« lyder det fra gruppeformanden.
Den røde blok, der består af otte medlemmer i det nye byråd, bliver tildelt to pladser i hvert af de politiske udvalg. Men partierne har endnu ikke fordelt pladserne i mellem sig.
I den allernærmeste fremtid vil de også sætte navnene på hvilke byrådsmedlemmer, der skal arbejde i de forskellige udvalg.
Den plan bliver lagt i de allernærmeste dage.
»Det er helt sikkert, at vi ikke vil holde op med at fortælle, hvad vi mener i fremtiden. Vi er interesseret i at finde løsninger, der er til gavn for borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune - og det bliver der brug for,« lyder det fra Socialdemokraterne og SF.
Gå tilbage til oversigten