Socialudvalgsformand: Det er uanstændigt
Af Christian Baadsgaard, chba@bergske.dk
RINGKØBING-SKJERN: »Det bliver dårligere service overfor borgerne.«
Ordene kommer fra socialudvalgsformand Niels Rasmussen som en kommentar til, at besparelserne nu rammer de udviklingshæmmede i kommunen.
»Beslutningen er taget af et politisk flertal, og SF og S stod udenfor. Karsten Sørensen og jeg sagde nej i udvalget,« forklarer Niels Rasmussen , der ikke er begejstret for det nyeste tiltag.
Han understreger, at forvaltningen gør et fint stykke arbejde og handler professionelt ud fra de vilkår, der bydes.
»Jeg har det meget dårligt med det her. Da vi overtog opgaven fra amterne, ville vi løfte det bedre, men det kan vi ikke,« siger Niels Rasmussen og tilføjer, at i mange kommuner er det samme tilstand.
Det er uanstændigt
Han henviser til aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, der betød nulvækst inden for området. Uanstændigt, kalder han den.
»Jeg er bange for, at vi slet ikke sparer noget. Hvor går patienterne hen? Jeg frygter, at psykisk syge med det her kommer til at gøre ting, som vi ikke bryder os om, og desuden forringes deres livskvalitet,« mener Niels Rasmussen .
Han tror, at dette bliver en meget kortsigtet løsning.
Endvidere frygter Niels Rasmussen for rekruttering af nye medarbejdere til området.
I forvejen er personalegruppen ramt af et højt sygefravær, forklarer han.
Gå tilbage til oversigten