Det er utilgiveligt
Af Lizzi Bøggild,, Plantagevej 8, Ringkøbing
Læserbrev: Chefredaktør Søren Christensen bygger blandt andet Lederen den 17. septemner på andenhåndsoplysninger. Er det en chefredaktør værdig?
I lederen hænger chefredaktøren Socialdemokratiet, SF og i særdeleshed Niels Rasmussen ud, fordi disse to partier ikke er enige i det budgetforslag, der er forelagt byrådet og som flertallet går ind for.
Altså indgår mindretallet (S og SF) ikke forlig med flertallet i byrådssalen.
Chefredaktøren, som ikke selv var til stede ved byrådsmødet, fortæller læserne om, hvad Niels Rasmussen sagde på byrådsmødet under 1. behandling af budgettet.
Dernæst konkluderer chefredaktøren, at det er Niels Rasmussens retorik, der er skyld i at der ikke kan indgås forlig, og at denne retorik ikke er befordrende for demokratiet - »slet ikke«, som chefredaktøren skriver. (Det er vel sagen/borgernes ve og vel, det handler om - og ikke personer)?
Jeg har altid lært, at demokrati betyder at beslutninger træffes af flertallet, men med hensyntagen til mindretallets synspunkter.
Derfor er der også en 1. og 2. behandling af budgettet. Tiden mellem 1. og 2. behandlingen kan benyttes til at bøje sig mod hinanden og finde en løsning, der bliver til gavn for kommunens borgere.
Jeg har også lært, at det er mødelederen - altså borgmesteren, som er ansvarlig for tonen i byrådssalen.
Derfor er det utilgiveligt, at chefredaktøren konkluderer, som han gør - og det endda på andenhåndsoplysninger.
Gå tilbage til oversigten