Det er borgmesterens skyld
Af Karen Hindø,, Vester Strandsbjerg 5b, Ringkøbing
Læserbrev: Tirsdag aften sad jeg og hørte en del af byrådsdebatten på Radio Ringkøbing. Byrådsdebatten blev omtalt i dagbladets leder torsdag under overskriften ”Kammertonen og mangel på indflydelse”. Lederen i avisen tager udgangspunkt i en enkelt sætning fra socialdemokraternes gruppeformand Niels Rasmussen . En sætning, som er taget ud af en meget længere sammenhæng.
Dagbladet kan have ret i, at tonen i byrådet ind imellem er ganske hård, og at der bliver skudt med skarp i alle retninger. Ofte bliver der i diskussionerne ikke lagt fingre imellem, og ind imellem bliver der brugt et ordvalg, som man måske nok kan sige ikke er for kønt.
Men at gruppeformand Niels Rasmussen skal have skylden for, at kammertonen i Ringkøbing-Skjern byråd er skinger, er helt hen i vejret.
I samme leder giver chefredaktøren socialdemokraterne skylden for, at der ikke er indgået et budgetforlig. Det er bare dybt godnat!
Nej, det handler i bund og grund om noget helt andet. Det handler om borgmester Torben Nørregaards lederstil. Borgmesteren tillader, at der benyttes et til tider frit sprogbrug på byrådsmøderne. Det er ene og alene Torben Nørregaards ansvar at lede byrådsmøderne på en anstændig måde samt sørge for, at kammertonen er i orden. Den der kammeratlige, joviale og ofte lidt nedladende tone, der bruges, er hans opfindelse. Og borgmesterens stil er ikke en gevinst for byrådsdebatten.
Det er også borgmesterens fornemste opgave at opnå et budgetforlig. Der skal nemlig flere parter til for at opnå et forlig. Det kan jo være, at borgmesterens forsøg på et budgetforlig har været et udslag af et dårligt politisk håndværk. Budgetmaterialet til byrådsmedlemmerne må i alle tilfælde ikke have været for godt, når de bl.a. kan være fuldstændig uenige om, hvor mange millioner der kan spares ved at samle administrationen.
Det er valgår, og man sidder med en fornemmelse af, at Dagbladet lige har skudt valgkampen i gang.
Gå tilbage til oversigten