Kammertonen og mangel på sammenhæng
Af NielsRasmussen, medlem af byrådet for Socialdemokraterne,, Svinget 8, 6880 Tarm
Det er ærgerligt, at torsdagens lederskribent, Søren Christensen, ikke selv deltog i tirsdagens byrådsmøde. Ærgerligt, fordi de citater han bruger, er taget ud af en sammenhæng og dermed får han ikke det hele med. Dermed manipulerer avisen rent faktisk med, hvad der er forgået. Det synes jeg ikke tjener en avis, der kalder sig objektiv. Her, blot et par eksempler:
1. »På byrådsmødet tirsdag benævnede gruppeformand Niels Rasmussen (S) – således Esben Lunde Larsen som ”det evige liv”. Det er sikkert en slet skjult hentydning til politikerens uddannelse som teolog. Hvorom alting er: Pænt er det ikke. Og befordrende for demokratiet? Slet ikke.«
Sagen er, at Esben Lunde Larsen i et indlæg forinden i den grad og helt fejlagtigt og manipulerende havde kommenteret Marianne Kamps stillingtagen i forskellige sager… afsluttende med en bemærkning om ”Mariannes opstandelse«.
Synes Dagbladets udsendte, at sådan en bemærkning er befordrende for demokratiet?
I øvrigt er det min og andres opfattelse, at ordvekslingen om »opstandelse« og »det evige liv« blev opfattet som munter. Men den form for humor er måske ikke til stede hos Dagbladets udsendte?
2. »Hans Østergaard fra Spjald blev af samme Rasmussen benævnt »Kong Hans« …« Sagen er, at Borgmesteren læser en tekst op om Kong Hans (1455 – 1513). Hvilket jeg synes, er noget irrelevant i forbindelse med budgetforhandlingerne. Men jeg tog det som en joke og joker tilbage og beder kommunaldirektøren finde ud af, hvad der står om Kong Hans af Spjald i forbindelse med, at jeg svarede Hans Østergård på nogle kraftige angreb på S.
Jeg synes, det er meget ærgerligt at Dagbladet ikke bringer hele sammenhængen i det der forgår i byrådssalen, men blot bruger tilfældige brudstykker til at forklare deres vurdering af mulighed for et budgetforlig og mening om mig.
Debatten i tirsdags handlede om politiske holdninger til, hvordan kommunen skal drives. Her har Dagbladet ganske ret i, at vi Socialdemokrater vil »en anden vej«. Vi vil gerne sætte en anden kurs for Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi indgår gerne i forlig og samarbejder, der peger i den rigtige retning. Det gør det fremlagte budget forslag desværre ikke.
Gå tilbage til oversigten