Borgerne vil den socialdemokratiske vej
Af Carsten Bille Petersen, cape@bergske.dk
Socialdemokraterne tror på fremgang og langer ud efter Venstres måde at styre Ringkøbing-Skjern Kommune på.
Ringkøbing-Skjern: Nu er der ikke længere noget græs for den kommunale grønthøster!
Så den skærer efterhånden i muldvarpeskuddene, stenene i overfladen og den golde jord med sløve knive.
Socialdemokraterne er ikke tilfredse med Venstre og den måde Ringkøbing-Skjern Kommune drives på. Det budskab var centralt på Socialdemokraterne i Ringkøbing-Skjerns generalforsamling.
Niels Rasmussen spidskandidat og nuværende gruppeformand for S i Ringkøbing-Skjerns byråd lagde ellers ud med at fortælle om en lykkelig begyndelse, da byrådsperioden tog sin start i 2005. Både de borgerlige og Socialdemokraterne ville samme vej men efterhånden skiltes vejene.
»Den vej kommunen kører af nu, banes af en grønthøster. Og det er præcis den samme grønthøster, der kørte sidste år,« tordnede Niels Rasmussen .
Vores vej
Socialdemokraterne i Ringkøbing-Skjern er for så vidt i løvernes hule.
Omkring 40 mødte op til generalforsamlingen, hvor byrådskandidater og borgmesterkandidat skulle vælges, og det vidner om et vist undertal i forhold til Venstre der samlede 1200 til valg af deres spidskandidat.
Men det bekymrer ikke som sådan Niels Rasmussen . Han hæfter sig i stedet ved de tilkendegivelser, Socialdemokraterne får fra institutioner, bestyrelser, råd og borgerne.
»Borgerne giver udtryk for at de vil vores vej, når vi møder dem og Erhverscentret fortæller i et læserbrev, at virksomhederne også vil vores vej. Selv nogle af Venstres borgmesterkandidater har givet udtryk for, at de vil vores vej men hvilken vej Venstre vil, er der vel ingen, der ved,« lød det fra Niels Rasmussen .
Vi kan, hvis du vil
Socialdemokraterne kommer med en lang liste over initiativer, der skal rette op på den skade, Venstre set med de røde briller er i gang med at gøre.
»Og så er der nogle, der vil sige, at det er ufinansieret overbudspolitik. Men det er det ikke. Vi har finansieret hvert eneste forslag, vi er kommet med, samtidig med at vi vil gøre kommunens økonomi så robust, at der er plads til udviklingsinitiativer,« understregede Niels Rasmussen og sluttede af med at køre over i Barack Obamas jargon:
»Vi kan, hvis du vil!«
Gå tilbage til oversigten