Niels Rasmussen
Her er du: Velkommen / Sagt og skrevet

At Vestas vil være det bekendt

Skrevet d. 02-06-2021 |
Rss-feed
Niels Rasmussen, byrådsmedlem for SF, Svinget 8, Tarm
Det er kun kort tid siden, at jeg her i avisen sagde nej til revolverpolitik i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu har vindmøllegiganten Vestas så sendt en vicesherif ud midt på Lem Kær med højt løftet revolver og patroner i alle 6 kamre, så ingen er i tvivl om, at de skal makke ret.
Jeg er forarget over, at koncernledelsen i en af Danmarks højst profilerede energivirksomheder vil være bekendt ikke selv at stå til ansvar for de miljømæssige konsekvenser af opstillingen af nogle af de største landbaserede vindmøller nogensinde herhjemme og et nyt PTX-anlæg, der er så uprøvet, at ingen ved hvilken betydning, det kan få på mennesker og dyr.
For gu er der miljømæssige konsekvenser forbundet med Vestas opstilling af 270 meter høje testmøller og de øvrige tekniske anlæg, som virksomheden og projektmagerne vil plastre Lem Kær til med. Hvis der ikke var det, kunne Vestas jo have snuppet en gratis omgang og i stedet foræret både den skattefrie nabobonus og indskuddet til den nye miljøpulje til sine aktionærer.
Men der er åbenbart ikke et eneste medlem af koncernledelsen, der har hår nok på brystet til at stille sig op foran lokalbefolkningen og give både den og os politikere i Ringkøbing-Skjern Kommune klar besked om, at hvad der følger med at gener og ulemper i kølvandet på møllegigantens og projektmagernes projekter på Lem Kær.
I stedet vælger man at sende den tekniske bydreng, Anders Vedel, ud som en anden cowboy og skyde på alt, hvad der rører sig.
Jeg har sjældent læst så meget sniksnak i én og samme artikel, og det er umuligt at skelne, hvad der teknik, hvad der er politik, og hvad der er trusler i artiklen i Dagbladet. Anders Vedel forsøger end ikke at bortforklare de gener, som kæmpemøller og PTX-anlægget vil give. Han vælger i stedet at gøre nar af både os kritikere og de bekymrede naboer med en halvkvædet vise, at "ofte viser det sig, at det, der bekymrer os, ikke bliver til virkelighed".
Hvorfor siger han ikke ligeud, at Vestas slet ikke har overblik over følgerne af nye, 270 meter høje møller, og at vi blot skal krydse fingre for, at det ikke går så galt, som alle frygter. Til bemærkningen om, at han privat bor nabo til og har udsigt til 22 vindmøller, kan jeg blot tilføje, at han næppe blev populær i No, hvis det var deres nabolag, han var i gang med at ødelægge.
Jeg sidder også og ryster på hovedet over udtalelsen om, at det vil "være noget bøvl", hvis møllerne ikke står ved siden af fabrikkerne i Lem og Ringkøbing. Ja, og hvad så. Hvis end ikke en af verdens største og førende vindmølleproducenter kan overvinde en smule "bøvl" under udviklingen af fremtidens tekniske anlæg, skulle både Vestas og Anders Vedel måske overveje en anden og ikke nær så udfordrende branche.
Jeg ved ikke, hvem af topcheferne i Vestas, der har ladet vicesheriffens revolver, men jeg kan garantere, at Vestas er godt i gang med at skyde sig selv i foden. Jeg vil ikke bare stemme nej til projektet på Lem Kær, men også bruge Vestas' udtalelser i forhold til SF's ledelse for at overbevise den om, at der i allerhøjeste grad er brug for nationale regulering og planlægning for nye, tekniske anlæg. Så politikere og befolkning i det yderste Vestjylland ikke længere behøver at skulle dukke sig, når magtfulde energigiganter ruller frem med både sødt og surt i form af løfter om skattefrie bonusser og trusler om at flytte aktiviteterne helt ud af landet.

Gå tilbage til oversigten